SOPHIA - tænketank for pædagogik og dannelse

SOPHIA - tænketank for pædagogik og dannelse SOPHIA arbejder på at kvalificere beslutninger om institutioner, skole og uddannelse gennem humanistisk-demokratiske værdier. Læs mere på: http://www.sophia.nu

Sophia er en tænketank for pædagogik og dannelse, men ikke en tænketank i traditionel forstand med en stab af fastansatte, vellønnede eksperter. Det indholdsmæssige arbejde i Sophia udføres af frivillige, der alle har rod i uddannelsessektoren fra daginstitutioner til universitet, og som med engagement og med praktisk og teoretisk indsigt bidrager til at få stillet de frugtbare analyser og de rigtige spørgsmål til den udvikling, vi ønsker at fremme. Når Sophias baggrundsarbejder kommer ud i det offentlige rum og møder fagfolk og politikere, der ønsker at nuancere, polemisere, perspektivere og diskutere, vil deres bidrag indgå som tanker i tanken. Derfor består Sophia som tænketank af en stadig bevægelse, der er gjort af dannelsestanker med udspring i pædagogik, etik, æstetik og politik.

"Vi lever i en tid, hvor markedsstyrede tankemønstre har opfyldt os i en sådan grad, at vi har glemt, at vi er mennesker...
02/03/2025

"Vi lever i en tid, hvor markedsstyrede tankemønstre har opfyldt os i en sådan grad, at vi har glemt, at vi er mennesker endnu før, at vi er arbejdskraft!"

Sådan står der på bagsiden af min nye bog "Lad underviseren være kunstner – kunst og undervisning igennem tilegnelse og fremkaldelse". Bogen udkom i fredags, og den er et resultat af mine seneste 10 års eksperimenter med undervisning, koncertvirksomhed samt mit feltarbejde på folkeskoler, højskoler, videregående uddannelser og i private og offentlige organisationer. Bogen er et svar på og en kritisk videretænkning af Gert Biestas bog "Lad kunst undervise" fra 2024 (Letting Art Teach 2017) – nu blot set inde fra såvel kunsten, forskningen som undervisningen.

Bogen taler for, at der er brug for at af-indsnævre kunstbegrebet, så det igen kan rumme os alle. Vi skal tage ånden i hånden og lægge an til et opgør med vores vanetænkning, tankemønstre og sindstilstande. Bogen viser, hvordan vi kan sætte både undervisningen og kunsten fri og gøre os alle til socialkunstnere!

I anledning af udgivelsen skriver Poul Nesgaard om bogen:

"Det er en sprænglærd bog, som Jens Skou Olsen har skrevet. Den får mig til at indse, hvor vigtig fantasien og øjeblikkets magi er, hvis livets skønhed skal materialisere sig i det menneskelige samvær, trods verdens rystende og umenneskelige magtudfoldelse. Og så bestyrker bogen mig i troen på, at hvert menneske og hvert øjeblik kan ændre verden til det bedre!"

I morgen mandag d. 3. marts er det Verdens Høredag, og jeg præsenterer her bogen kl. 19 i Byens Hus i Gentofte i en blanding af et foredrag og en koncert med Ben Webster prisvinderne Christina Dahl på saxofon og Benita Haastrup på trommer (arrangementet er udsolgt). Her er link til bogen, hvis I har lyst til at læse lidt mere om den!

Jens Skou Olsen

Få Lad underviseren være kunstner af Jens Skou Olsen som bog på dansk - 9788794002011 - Bøger rummer alle sider af livet. Læs Lyt Lev blandt millioner af bøger på Saxo.com.

En banebrydende kulturlederuddannelse slår dørene op på vid gab!I morgen er der præcis en uge til, at en spritny kulturl...
30/01/2025

En banebrydende kulturlederuddannelse slår dørene op på vid gab!
I morgen er der præcis en uge til, at en spritny kulturlederuddannelse drevet af Roskilde Festivals værdier og ledelsessyn på Roskilde Festival Højskole siger velkommen til første hold studerende – og det til blot en fjerdedel af, hvad en gængs lederuddannelse koster!
For første gang er der nu mulighed for at tage en lederuddannelse, hvis DNA er samskabelse, frivillighed og skaberkraft. Hen over seks 2-dages moduler bevæger vi os lige fra det personlige lederskab, kunstneriske processer, kulturpolitik og samskabelse, virksomhedsstrategi og økonomistyring og hen til kulturledelse og filosofi. Vores samtid fordrer en hidtil uset kreativitet og åbenhed, hvis vi skal løse de enorme kulturelle, sociale, politiske og klimamæssige udfordringer, vi står overfor.

En lederuddannelse for kunst- og kulturledere: Praksis, redskaber og viden i tæt samspil.

03/07/2024

Ny Kulturlederuddanelse i Roskilde!
Så er det nu! Et vildt stærkt hold af undervisere på en smuk højskole, der emmer af Roskildefestival værdier: sammenspil, frivillighed, passion, omsorg, handlekraft, resultater, arbejdsglæde, plads til vildskab, ordentlighed, improvisation, målrettethed... og jeg kunne blive ved.

Et helt nyt bud på ledelse i vores samtid – en ledelse, der hander om at lede-sammen-med stedet for at lede-hen-over. En ledelse, der er reelt global, fordi den insisterer på at være lokal. Mangfoldighed, tålmodighed, nøjsomhed, venlighed. Læs mere her - det bliver godt!

https://rofh.dk/kulturlederuddannelsen/ #:~:text=Som%20kulturleder%20virker%20du%20som,%2C%20frivillighed%2C%20branding%20og%20finansiering.

Mangler du et sted at bo under folkemødet?
30/05/2024

Mangler du et sted at bo under folkemødet?

40m2 Anneks til leje i vidunderlige Vang med havudsigt og solnedgang fra terrassen! Kun seks kilometer fra Allinge ligger ejendommen “Udsigten” på Bornholms nordvestlige kyst på vej midt mellem Hasle og Allinge. Dobbeltseng og en sovesofa i samme rum er til rådighed, og fra terrassen kan du n...

SUPERTANKER på P1 om "Skolen til livet og verden".SOPHIAs Steen Nepper Larsen og tidl. lærer, ph.d., Lærke Grandejean om...
09/04/2024

SUPERTANKER på P1 om "Skolen til livet og verden".

SOPHIAs Steen Nepper Larsen og tidl. lærer, ph.d., Lærke Grandejean om Gert Biestas pædagogiske filosofi.

Skal skoleelever, gymnasieelever og studerende mest være gode til at bestå prøver og eksaminer, som kan måles og som kvalificerer dem til en plads i erhvervslivet? Eller skal skolen også ruste dem til at være selvstændigt tænkende samfundsborgere på andre områder - i verden og livet? Supertanker undersøger spørgsmålet med den nederlandske pædagogiske filosof Gert Biesta ved hånden.

Medvirkende: Lærke Grandjean debattør, skribent og foredragsholder, udd. skolelærer og phd. i voksenundervisning og Steen Nepper Larsen lektor i Uddannelsesvidenskab, Dansk Pædagogisk Universitet (DPU), Aarhus Universitet (Emdrup).

Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann.

Skal skoleelever, gymnasieelever og studerende mest være gode til at bestå prøver og eksaminer, som kan måles og som kvalificerer dem til en plads i erhvervslivet? Eller skal skolen også ruste dem til at være selvstændigt tænkende samfundsborgere på andre områder - i verden og livet? Super...

EN AF DANSK PÆDAGOGIKS STORE PERSONLIGHEDER FYLDER MEGET RUNDTJens Raahauge er god til de bonede gulve, men først og fre...
26/03/2024

EN AF DANSK PÆDAGOGIKS STORE PERSONLIGHEDER FYLDER MEGET RUNDT

Jens Raahauge er god til de bonede gulve, men først og fremmest de ubonede, hvor han gennem sit nærvær, sit tillidsskabende væsen og sin sans for det væsentlige får ting til at ske – helst sammen med nogen. Men han har det også fint med at smide lidt pløre på hoffets gulve og hive en død krage frem i spejlsalene.

Det gør han, når han kritiserer de skriftkloge for at gå i rette med Astrid Lindgren, fordi hun ikke har de korrekte meninger.

Det gør han, når han langer ud efter oldermændene for at bruge ”gummiord”, når der for folkeskolen laves læringsmål, som mangler det væsentlige. Det, der ikke kan måles.

Det gør han, når han kritiserer den lærings- og test-bacille, som har skabt problematiske, epidemiske tilstande i den danske folkeskole.

Det gør han, når han angriber vores trang til at søge dækning i vulgariserede teorier eller skolesystemer fra Canada til Singapore. For ikke at tale om topstyrede, dataorienterede pædagogiske koncepter.

Det gjorde han, da han sagde sit job op som skoleleder på en Helsingør Skole, fordi han ikke brød sig om den stigende topstyring af skolerne og lærerne.

Det gjorde han, da han to år senere vendte tilbage til skoleleder-jobbet, denne gang i Kokkedal, fordi han alligevel ikke kunne undvære skolebørnene og det kollegiale fællesskab.

Det har han gennem 28 år gjort som inspirerende formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og anmelder af bøger i fagmediet Folkeskolen.

Det gør han i kampen for børns rettigheder fra sin bestyrelsespost i Unicef Danmark.

Det gør han som leder af vores pædagogiske tænketank, SOPHIA, og når han skriver sine klummer, sine lejlighedsdigte og sine bøger. Og arrangerer konferencer, skriver klummer og laver podcasts.

Og det gør han overalt, hvor han er til stede. Han underminerer den oppustede magt og spreder god stemning – lad mig bare i dagens anledning sige god karma.

Det gør du, Jens! Du får ting til at fungere ved at sprede god stemning. Og der er sgu da ingen, der vil være uvenner med dig!

Jens har i tidens løb også modtaget nogle priser for sin enorme indsats for pædagogikken, for børn, for litteraturen og sproget. Jeg husker blandt andet Klods Hans Prisen (børnelitteratur) og Danmarks Lærerforenings store pris, Stinus Prisen. Billedet ovenfor stammer fra prisoverrækkelsen i Tivoli Congress Center. Her sidder han på første række sammen med sin dygtige og søde pædagogiklektorkone, Kirsten.

Da du for nogle år siden modtog Holger Prisen, som var opkaldt efter én af dansk pædagogiks øvrige store personligheder, Holger Henriksen, skrev han dette til mig om dig:

”Det glæder mig, at I giver prisen til Raahauge. Han er fin helt igennem, og så kan han noget med sproget, der smelter mere end fremmedord slår. Jeg holder meget af ham, selv om jeg vist aldrig har været tæt på ham i dagligdagen. Han har en særlig kritisk indføling, når han med sit sprog og sin litteratur får øje på det det svære og vanskelige, vi tumler med. Han møder ikke mennesker og fag med sociologiske eller psykologiske modeller, men kommer direkte med hjertesproget kolleger og elever i møde.
Med sproget, der åbner og med sin litterære baggrund kommer han tæt på det store og svære. Hos Jens mærker man, at kritikken er udtryk for en fælles optagethed af sagen.”

For mig har du alle årene været en kæmpestor inspirationskilde med dit humør, din integritet, din energi, din musikalitet og din tro på andre mennesker.

MANGE TAK og TILLYKKE MED 80 ÅR, Jens! 😊🍀🇩🇰🇩🇰🇩🇰

At forandre og forme - fra sandslotte til voksnes eksperimenterKort før jul mødtes jeg med rektor og professor Lene Tang...
27/01/2024

At forandre og forme - fra sandslotte til voksnes eksperimenter

Kort før jul mødtes jeg med rektor og professor Lene Tanggaard til en samtale om, hvordan vi får et bedre greb om dannelsen – hvad er dannelse, og hvad betyder det for os?

Kan vi definere dannelse, er den aktiv eller passiv, er den konserverende eller handler den om tilblivelse? Lene og jeg havde en levende samtale, og vi nåede langt omkring: mistrivsel, kritisk forstyrrelse, transnationalitet, flerstemmige frirum.

Jeg forsøgte at få Lene med på ideen om et dynamisk dannelsesmanifest i konstant udvikling... lyt med for at høre, hvad hun syntes om den ide!

Tænketanken Sophias serie "Pejling af dannelse" ligger tilgængelig på Apple Podcasts, Spotify, Amazon Music og Sophias hjemmeside.

https://podcasts.apple.com/dk/podcast/pejling-af-dannelse/id1726849157
https://open.spotify.com/show/0GtL3LfGUJxrbl9EX5vW9o?si=3f6c34c405104d1b
https://www.sophia.nu/podcast/at-forandre-og-forme-fra-sandslotte-til-voksnes-eksperimenter/

Beskyt fortiden, sæt fremtiden fri!Her i Tænketanken Sophia er vi optaget af at blive klogere på, hvordan vi – som vi sk...
24/01/2024

Beskyt fortiden, sæt fremtiden fri!
Her i Tænketanken Sophia er vi optaget af at blive klogere på, hvordan vi – som vi skriver i vores programerklæring – "...skaber en pædagogik, som på én gang har rødder og vinger, og som bygger på en fornøden autonomi til dem, der udøver undervisning...". Og en gang imellem er vi heldige at møde et menneske, som formår at give en levende stemme til lige præcis denne vigtigste grundsten i Sophia.

Det var min oplevelse, da jeg for nylig fik lov til at møde pædagogisk filosof og Ph.d. Thomas Aastrup Rømer i endnu et afsnit af vores "Pejling af dannelse" podcast. Jeg gik opløftet og også en smule svimmel fra denne samtale! Vi havde en fortættet dialog, som undervejs udviklede en dyb både erkendelse og genkendelse hos mig. Thomas åbnede mit blik for noget, jeg udmærket kendte til men endnu ikke havde erkendt i sin fulde konsekvens.

Er jeg dermed blev et omvendt til en konservativ dannelsestænker? Måske! Vi havde en både vidtfavnede, dyb og til tider ligefrem humorfyldt dialog. Samtalen kræver måske en speciel opmærksomhed og sikkert også mere end een gennemlytning – men vi håber, at du griber muligheden for at forstå, hvorfor enhver skole må og skal begynde i klasseværelset helt tæt på den livgivende syntese mellem underviser og elever!

Podcasten kan høres på Apple Podcast, Spotify, Amazon Music og sophias hjemmeside.

https://podcasts.apple.com/dk/podcast/pejling-af-dannelse/id1726849157?i=1000642762258

https://open.spotify.com/show/0GtL3LfGUJxrbl9EX5vW9o?si=e20f72d6483b4f03

https://www.sophia.nu/podcast/beskyt-fortiden-saet-fremtiden-fri/

Det – om sprog, mellemværende og gentagelseI Sophia-samtale  #34 søger Marie Hyldgaard Kjeldsen og Dorte Brøchner Jessen...
20/01/2024

Det – om sprog, mellemværende og gentagelse
I Sophia-samtale #34 søger Marie Hyldgaard Kjeldsen og Dorte Brøchner Jessen med Inger Christensens digt som ramme at indkredse centrale dynamoer i dannelse, pædagogik og undervisning. Marie Hyldgaard Kjeldsen, der er AKT-medarbejder ved PPR og Dorte Brøchner, der er højskolelærer, har sat hinanden stævne til en af de Sophia-samtaler, hvori vi pejler dannelse. Begge er i øvrigt medlemmer af Sophias bestyrelse.

Deres afsæt er en overværelse af Odense Teaters opsætning af Det, der er baseret på Inger Christensens berømte digt af samme navn, hvori forfatteren afsøger samspillet mellem sprog, natur og mennesker, der stræber efter at nå hinanden. Netop dette krydsfelt fører samtalen ind univers, som bør være skolens i bestræbelserne på at lade eleverne fornemme og blive kloge på det væsentlige i at være til i verden.
Men først må vi rundt ad en konstatering af, at alt ikke er, som det bør være i skolen. Børnene er tvunget i skole, og derfor skylder vi dem, at der er mening i at være til stede.

Men et konferencecitat, der proklamerer, at vi skal gå fra at være voksne, der vil noget med børnene, til at gøre barnets stemme til det væsentlige, får Marie Kjeldsen til at gå i offensiven. De voksne skal da ville noget med børnene! konstaterer hun og ser en udvikling fra hendes egen start som lærer til nu, hvor kolleger i fællesskab dengang brændte for et tema og for at planlægge arbejdet med muligheder for ændringer hen ad vejen, mens man nu finder færdige opgaver på platformene og skal have alt planlagt og gennemført efter planen. Pladsen til at ville er skrumpet ind, så skolen, der skal kunne rumme alle, på samme tid paradoksalt nok også skal ensrette. Hvordan får vi frihed ind i den moderne skole? Dorte Brøchner peger på de pædagogiske samtaler om pædagogik og fag som det, hun har oplevet som frigørende efter årene i folkeskolen. Det, der er frigørende i lærerarbejdet, er, at man ikke ved og ikke skal vide, hvor det ender.

Inger Christensens sprog tager os hen til det basale: at vi må se på mellemværender – mellem elever og lærere, mellem ord og mennesker, mellem pædagogik og poesi. I sådanne mellemværender finder vi inspiration til at gribe fat i vores fag – og i samspillet med andre fag. På højskolen arbejder vi således sammen i fagene filosofi og keramik, hvor såvel forskelligheden som sammenhængene beriger dette mellemværende. Dette sker blandt andet ved, at man fra forskellige positioner skaber gentagelser, fordi alle fag har et mellemværende med verden. Måske opdager eleverne det ikke her og nu, hvilket heller ikke betyder så meget, for det lever videre i dem, så det kan dukke frem senere i livet. Man må i hvert fald undgå at tro, at den dannelsesmæssige kvalitet bliver hævet af at kræve elevernes metablik på undervisningen. Målstyring er den rene gift!!

I dagens skoledebat er der stort fokus på trivsel. Mange elever siger, at de keder sig, men hvad er det for spørgsmål, de svarer på? Sammenlignet med skolen tidligere må man se på, om der er tid nok til at tale med eleverne. Et eksempel fra højskolen peger på en gruppe, der ved en morgensamling udtrykker utilfredshed med, at de er begyndt at ’slagge’, komme for sent eller helt blive væk fra timerne. Men nu opfordrer de alle inklusive sig selv til at tage sig sammen, gøre det rart og måske opdage noget, de ikke vidste, de ledte efter.

Skolen skal opdrage, for forældre kan ikke opdrage til at indgå i det store fællesskab. Det kan kun skolen sætte rammer for. Så må vi også sørge for, at der bliver muligheder for at opleve små eksplosioner af glæde. Og hvordan gør vi det? Ikke ved at slække på faglige krav, men ved at elever og voksne har mellemværender, der udspringer af fordybelse i stoffet, og af nogle der ikke kan lade være med at gøre det, de gør.

Hvis man skal få øje på det, der gør verden større, må tilgangen til stoffet og hinanden udvides frem for som nu, hvor man indsnævrer. Samtalen afrundes af Dorte Brøchners oplæsning af Inger Christensens indledningsdigt i Det. Gentagelse og mellemværende byder os indenfor.

Vi fødes og dør analogtSophias Laura Søndergaard Isaksen har i Sophia-samtale  #33 besøgt lektor ved pædagoguddannelsen ...
16/01/2024

Vi fødes og dør analogt
Sophias Laura Søndergaard Isaksen har i Sophia-samtale #33 besøgt lektor ved pædagoguddannelsen Niels Jakob Pasgaard for at pejle dannelsens vilkår i et uddannelsessystem, der har gennemløbet en mistrøstig udvikling, som har fjernet uddannelsen egenværdi og gjort den instrumentel og kompetencerettet. Niels Jakob Pasgaard er pædagogisk filosof og tillige analogiseringsdirektør, der kæmper for at opnå pauser fra det digitale – også i frikvartererne – for at skabe en balance imellem det digitale og det analoge.

Der er stor afstand imellem det, som nye pædagogstuderende angiver som grund til at søge ind på studiet, og det, der står i studieordningen. De ser et arbejde, der er præget af omsorg for andre og kærlighed til mennesker. Men ingen af sådanne værdier fremgår af studieordningen, som tværtom sigter på at give de studerende en række kompetencer – altså til at udstyre dem med nogle redskaber, som dybest set er markedsprodukter.

En del anfører, at mødet med en pædagog, der betød noget for dem, var inspirationen og motivationen til at søge studiet.

Dette får Niels Jakob Pasgaard til at fremhæve, at et formål for en uddannelse er udgangspunktet, værdigrundlaget for det, der skal undervises omkring, mens de kompetenceorienterede instrumentalister fokuserer på de opnåede resulter. Kompetencetænkningen gør formålet formålsløst! Derfor må man som underviser vælge at undervise i det indhold, som man finder væsentligt frem for at fokusere på kompetencemålene. Det samme må man opfordre de studerende til i praktik, fordi målene forstyrrer arbejdet.

Kendskab til fagene særkender er væsentligt, hvis man skal undgå at blive overfladisk. Hvis man som pædagog ikke kan svare på, hvad man kan, bliver man svag. Men uddannelsen modvirker dette aspekt, fordi håndværksdelen er overskygget af opgavekravet.

Niels Jakob Pasgaard fungerer også som analogiseringsdirektør, som et modtræk til professionshøjskolens oprettelse af en stilling som digitaliseringsdirektør. Han er ikke imod digitalisering, men ønsker at bekæmpe den ubalance, der eksisterer i uddannelserne. Det er ikke svært at høre udsagn om, hvad digitalisering har iboende af fordele, men vi savner sprog til at begrunde valg af analoge tilgange til undervisning. Men det er en illusion, at man med mobilen har hele verden i sin lomme. Læg den væk, og du har verden lige foran dig. Vi må finde udtryk for det analoges styrkeområder og jævnligt holde frikvarter fra det digitale – også i frikvartererne.

Fællesskaber omkring læsning og nutidslitteratur i skolenI Sophia-samtale  #32 har Sophias Jens Raahauge besøgt Cecilie ...
16/01/2024

Fællesskaber omkring læsning og nutidslitteratur i skolen
I Sophia-samtale #32 har Sophias Jens Raahauge besøgt Cecilie Bogh, der er forlagschef i Dansklærerforeningens Forlag. Samtalen kommer naturligt nok til at handle om børns og unges læsning, om den mangfoldige og nutidige litteratur, vi bør tilbyde dem, og om de fællesskaber omkring læsning, som kan styrke oplevelsen af, samtalen om og fordybelsen i litteratur – alt sammen for at skabe læselyst og for at bidrage til det udsyn, som gør verden større end læseren selv.

Cecilie Bogh har i små ti år været ansat i den del af forlagsbranchen, som udgiver bøger til undervisning. Hun har selv skrevet både fag- og skønlitterære tekster, ligesom hun er uddannet på den nu hedengangne Forfatterskolen for børnelitteratur, har en masteruddannelse i børnelitteratur og er uddannet læsevejleder. Hun er nok værd at gæste, hvis man ønsker at kigge ind i det læseunivers, som vi præsenterer for dagens børn og unge.

Ved samtalen udgang bliver hun bedt om at pege på hendes to største ønsker for forholdene omkring børns og unges læsning. Hun peger på ønsket om, at vi voksne påtager os rollen som voksenmodeller ved selv synligt at være læsere, samt at vi justerer vores syn på, hvad der er god litteratur for børnene og de unge, så vi får en større bredde og mere nutidighed ind i det udbud af litteratur, som vi præsenterer de unge læsere for.

Undervejs i samtalen fremhæver Cecilie Bogh litteraturlæsningen som en afsæt for at få et udsyn, der rækker ud over ens egen vante forestillinger, ligesom hun plæderer for den litteratursamtale, som en fælleslæsning kan afføde – til styrkelse af både oplevelsen af og fordybelsen i det læste. Endvidere begræder hun den skæbne, der er blevet skolebibliotekerne til del, og beklager, at man politisk foreslår besparelser på de centrale udlånere af materialer til skolerne, de såkaldte CFUere, hvilket vil modvirke alle tidens andre politiske signaler om styrkelse af børns læsning.

Hvis vi mener, at det er ønskeligt at styrke børns og unges læsning, må vi styrke de rammer, læs skolebiblioteket og skolebibliotekaren, der giver adgang til læsestof, ligesom vi må revidere vores syn på, hvad god litteratur til børn og unge er, så de får adgang til mere mangfoldighed og mere ”vores egen tid”.

Adresse

Børglumvej 133
Brønderslev
9700

Telefon

+4570236667

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når SOPHIA - tænketank for pædagogik og dannelse sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del