01/04/2026
Det er med stor stolthed og glæde, at vi kan fortælle, at vi fra i dag har sendt Mike afsted som Danmarks repræsentant ved Bocuse d’Or i Lyon. Mike er blevet valgt på baggrund af hans kærlighed til faget, hans regenerative tilgang til madlavning samt hans idéer og tanker omkring det dansk-østrigske fusionskøkken.
Menuen vil være en klassisk tre-retters. Som starter vil der være en consommé af de urter, der er ved at spire frem efter Slingernes modvindsbrand på sletten for et par uger siden. Suppen tilberedes i en af Skovskolens kaffejunger for at fremme Skovskole-identiteten og give den noter af fællesskab, sammenhold og masser af natur.
Plat principal vil være en hyldest til fusionskøkkenets fællesnævner: pølsen. Trods det, at der ikke længere bliver serveret hotdogs til middag på Skovskolen, skal dette ikke ses som et råb om hjælp, men snarere som et reklamefremstød for den pølsefabrik, Mike har købt en større andel af.
Som afslutning på menuen vil Mike servere sin berømte Apfelstrudel samt en sjofel anekdote fra det bageri på Obere Donaustraße i Linz, hvor Mike som 11-årig startede som bagerdreng.
Vi er umådeligt stolte af dig, Mike, og håber og tror på, at du kan gå hele vejen.