04/09/2026
Undervisning og gode pauser i A2 🌿
I A2 på Astrup Skole foregår undervisning på mange forskellige måder – altid med blik for den enkelte elev og fællesskabet
Nogle gange rykker undervisningen ud i naturen og lokalområdet, hvor eleverne gennem udeskole får mulighed for at koble læring og praksis. Andre gange arbejdes der individuelt, så undervisningen kan tilpasses den enkelte elevs niveau og behov. Når der arbejdes med fællesundervisning, er der samtidig fokus på at øve vigtige sociale færdigheder som at lytte, samarbejde og være en del af et fællesskab 🤝
Et særligt fokus i A2 er de skærmfrie pauser📵 Her lægges iPad'en væk, og eleverne vælger i stedet legetøj eller aktiviteter, som giver mulighed for ro, fordybelse, kreativitet og brug af sanser og finmotorik. Det skaber samtidig en tydelig forskel mellem skærmen som et pædagogisk redskab i undervisningen og den egentlige pause.
Frikvartererne spiller også en vigtig rolle. Her får eleverne mulighed for at være sammen på egne præmisser, skabe relationer og finde vej i den frie leg.
🍂 Efteråret er også flyttet ind i A2, hvor der i forbindelse med emnet Efterår, har været besøg af Mariagerfjord Bibliotekerne, som havde en spændende, magisk kuffert med. Den gemte på masser af sjove efterårsting og farver og gav eleverne en rigtig god oplevelse.