22/01/2026
Nu skal vi altså til at rykke sammen i bussen!
Jeg kan ikke sige jeg er overrasket.
Men Trumps tale for lidt siden fra Davos gjorde intet godt for verden, intet godt for NATO, intet godt for Europa, intet godt for Danmark – og slet intet godt for Grønland.
Det er svært at være i sig selv, når man skal lytte til USA’s præsidents rablende selvovervurdering, mens han sviner alle andre til. Men med det menneske, bringer hverken moral eller almindelig pli os nogen vegne.
Så de benhårde politiske konsekvenser, er dem vi må fokusere på, ovenpå talen.
Talen øgede trykket på Danmark og dermed også Grønland. I Trumps fremstilling, er det Danmark der nu spærrer for verdens sikkerhed, fordi vi ikke bare giver ham Grønland.
Jeg kan kun gøre mig en vag forestilling om, hvordan Trumps tale påvirker vores venner og frænder i Grønland, som er blevet sat under et helt urimeligt og dybt, dybt ulykkeligt pres.
Det gør mig uendelig ondt for det grønlandske folk at skulle opleve dette.
Ikke bare på grund af disrespekten og nedladenheden fra USA’s præsident – men først og fremmest på grund af den trussel, der efter i dag kun ligger som en endnu mørkere skygge over Grønlands fremtid.
Trump forsøger sig med en splittelsesstrategi, hvor Danmark udstilles som en hæmsko for Vestens, NATO-landenes, Europas – og Grønlands – sikkerhed. Det kunne, ifølge Trump, løses med et snuptag.
Men USA’s præsident forstår tydeligvis ikke, at Grønland ikke er til salg.
Og selv hvis det var tilfældet, så ville det ikke være Danmark, der kunne gøre det.
NATO’s generalsekretær, Rutte, ville end ikke kommentere på Grønlandsspørgsmålet før talen. End ikke en kæk, en udglattende, en afvæbnende bemærkning. Blot en klokkeklar afvisning af overhovedet at kommentere på USA’s ønsker. Det siger noget om alvoren.
Jeg så at Californiens guvernør, Gavin Newsom, i går hånede Europa for ikke at stå op imod Trump. Jeg er enig med Newsom i, at vi i Europa skal stå op imod Trump.
Men jeg har også behov for at sige til Newsom og alle andre amerikanere: Trump er jeres præsident. Han er jeres opfindelse. Det er jeres medborgere, der har givet ham den magt. I så den 6. januar 2021 hvad han var i stand til. GØR NOGET VED DET!
Men uanset. Den verdensorden vi har kendt er endegyldigt forbi.
Spørgsmålet er nu om flertallet af lande i Europa, sammen med Canada, Australien, New Zealand, Sydkorea, Japan, Taiwan og eventuelt andre kan lave en ny alliance, hvor forsvaret for det liberale demokrati og forpligtende aftaler mellem fri stater, stadig kan gælde. For Trumps fortsatte trusler handler ikke kun om Danmark eller Grønland.
Så vi skal rykke sammen nu. Det både tror og håber jeg også.
Dét er opgaven der ligger foran os.
🇬🇱🇩🇰