19/09/2023
AMOK afholder grundlæggende GMP-kursus i foråret 2024!! Sæt kryds i kalenderen!
Det er en unik mulighed for at tage et grundlæggende GMP-kursus over 2 dage, som er en klar fordel at have, hvis man på sigt søger job hos en virksomhed der arbejder med lægemidler.
Viden om GMP er ofte efterspurgt hos arbejdsgivere, men GMP-kurset er en dyr investering, når man er nyuddannet medicinalkemiker eller kemiker. AMOK er derfor utroligt glade for at kunne tilbyde kurset.
GMP står for ”Good Manufacturing Practice”, som er grundlag for kvalitetssystemer indenfor life science. GMP er med til at sikre, at lægemidler fremstilles til den rette kvalitet. Kurset udbydes af Pharmakon og du kan læse mere om GMP på deres hjemmeside: https://www.pharmakon.dk/kurser/life-science/gmp/gmp-blog/
Deltagerne til kurset vil få et grundlæggende kendskab til de gældende EU-GMP-regler og deres fortolkning med henblik på efterlevelse af reglerne og deltagelse i praktisk problemløsning i det daglige arbejde. Et grundlæggende GMP-kursus giver indblik i GMP-reglerne i forhold til krav, personale, udstyr, lokaler og dokumentation.
Kurset er på dansk og strækker sig over to dage, kl. 9:00-16:00 begge dage. Det vil indeholde både praktisk og teoretisk arbejde omkring kvalitet, risikovurdering og personalets adfærd. Det kommer til at forgå i påsken mandag d. 25. marts og tirsdag d. 26. marts på Institut for Kemi. Man skal deltage begge dage for at gennemføre kurset.
Vi er i AMOK klar over, at kurset er meget efterspurgt og vil derfor give alle interesserede mulighed for at sætte kryds i kalenderen nu - mere information om program og tilmelding vil blive offentliggjort i starten af 2024.
Kurset er sponsoreret af Tuborgfondet samt Institut for Kemi, med henblik på at støtte op om overgangen fra ungdomsliv til arbejdsliv.