07/03/2026
Når børn og unge i ufrivilligt skolefravær bliver forstået, taget alvorligt og ikke bare hørt men reelt lyttet til, så sker der noget magisk.
De retter sig op
De får energi i stemmen
De løfter blikket
De får liv i øjnene
De kommer i bevægelse
De mærker, de har ret til at være dem, de er, at deres behov er legitime, og at de har en stemme. Det styrker deres ofte svækkede selvfølelse.
Det mærker fotograf Emilie Toldam og jeg intenst i den her tid, hvor vi i forbindelse med projektet "De tavse børns stemmer", henholdsvis fotograferer og snakker med børn og unge i eller på den anden side af ufrivilligt skolefravær. Bl.a. Laura på 12 år, som du ser på billedet.
Noget af det, der har gjort det umuligt for Laura at være i skolen, er netop oplevelsen af ikke at blive forstået i sine behov og lyttet til, når skolehverdagen var ubærlig for hende. Idag er Laura for anden gang stoppet i en specialklasse, da miljøet var for barskt, og støtten og forståelsen for hendes behov for vanskelig at opnå.
På baggrund af sine oplevelser fortæller Laura:
"På grund af alt det bliver man bekymret for fremtiden. Meget tit tænker jeg sådan: Okay, jeg kommer nok til at ende som hjemløs, fordi hvis jeg ikke engang kan finde ud af at gå i skole. Hvordan kan jeg så klare at have et job og et hus og alt det der?
Jeg kan jo knap nok klare at være et menneske"
Tak til dig, Laura, for så gavmildt at give os indsigt i dine oplevelser, tanker og følelser ❤️
Læs mere om "De tavse børns stemmer" i linket nedenfor, og se udstillingen med Laura og de andre modige børn og unge, vi har fotograferet og snakket med, på Dokk1 1.-14. juni og herefter på lokale biblioteker samt VIA University College i Aarhus.
https://www.foreningenforuddannelseogtrivsel.dk/hvad-tilbyder-vi/de-tavse-boerns-stemmer/
Tak til Nordea-fonden, Ole Kirk’s Fond, Aarhus Kommune og Familien Hede Nielsen for at støtte projektet 🙏
Tak for dit dedikerede arbejde Anne-Lill Brok og for vigtig sparring og vidensdeling fra Wilma Walther-Hansen og Børns Vilkår.
Foto: Emilie Toldam