29/07/2026
Postkort fra Ghana🇬🇭
Jeg var afsted i oplæring som pædagogisk assistent, og jeg var meget imponeret over alle de færdigheder, børnene allerede havde tilegnet sig i en tidlig alder.
Det gik også hurtigt op for mig, at man ikke ser børnenes behov på samme måde, som vi gør i Danmark.
I Danmark er vi i øjenhøjde med børnene og ser, hvad deres behov er, og hvad der ligger bag deres adfærd. I Ghana handler det om at være rigtig dygtig i skolen. Men det er også et andet samfund. Vi har et sikkerhedsnet i Danmark. I Ghana skal man lære at klare sig selv.
Rent fagligt er jeg meget mere bevidst om, hvor vigtigt det er, at børn udvikler sociale kompetencer, før de lærer noget rent fagligt. Det er vigtigt, at børn kan begå sig i sociale sammenhænge og forstå sociale spilleregler. Det oplevede jeg ikke så meget af i Ghana. Her leger børnene ikke nær så meget som danske børn, og de bruger heller ikke så meget deres fantasi.
Personligt har jeg fået en kæmpe kulturel oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Sikke et farverigt folkefærd, som er enormt stolte af deres land. Jeg har mødt mennesker, som er en kæmpe inspiration. Som ikke ejer meget, men har så meget at give af sig selv. De har gjort et stort indtryk på mig🧡
Med venlig hilsen
Thao