13/10/2016
I dag, torsdag den 13. oktober 2016, nedlægger vi, eleverne på Aarhus Katedralskole, undervisningen. Dette gør vi, da Venstre fortsat vil spare på hele uddannelsessektoren i forbindelse med den kommende finanslov. Ydermere vil de også med deres Helhedsplan skære på SU-området, hvilket vi også finder ekstremt problematisk, da det forhindrer den sociale mobilitet og presser unge. Vi vil sende et tydeligt signal til regeringen om, at vi er uenige i at spare på de instanser, der har så stor indflydelse på landets fremtid. Vi har valgt netop at nedlægge undervisningen, da vi på den måde, i samarbejde med Uddannelsesalliancen, kan sende det tydeligste signal om vores utilfredshed. Undervisningsnedlæggelsen illustrerer netop, at vi ikke vil undervises under de forhold, der uundgåeligt vil opstå ved en sådan milliardnedskæring. Sidste års besparelser har allerede haft voldsomme konsekvenser og det er nu tid til at sige fra, før vi svækker vores uddannelsessystem yderligere. Gymnasieeleverne er fremtiden, og vi kan kun nå dertil med et stærkt uddannelsessystem, hvor alle kan gennemføre!
I løbet af dagen vil vi sætte fokus på problemstillingen ved at informere skolens elever igennem diverse workshops, heriblandt læserbrevsworkshop, bannermaling, udvikling af protestsange og kampråb, debatrunder med ungdomspolitikere og oplæg fra udefrakommende objektive personer. Kl. 15.15 tager skolens elever i samlet flok til Rådhuspladsen for at deltage i Uddannelsesalliancens demonstration klokken 16:00.
Vi tager i dag fremtiden i egne hænder og siger vores budskab højt og klart: Stop milliardnedskæringer på uddannelse, hæv kvaliteten, bevar SU’en!
Vi tager med glæde imod pressefolk med spørgsmål om dagens belæg, forløb og aktiviteter.