01/08/2020
Denne opdatering havde jeg meget håbet ikke ville blive aktuel, og slet ikke så hurtigt efter den forrige, men det er desværre en realitet.
Nu er damehåndboldligaens nok største stjerne, Estevana Polman ligeledes ikke en del af 20-21-sæsonen efter overrivning af det forreste korsbånd i en træning. Det samme er landsholdsbobler, Helene Kindberg (overrevet korsbånd) og Ajax-profil, Olivia Black (overrevet achillessene) 😔
Lad mig lige understrege, at jeg ikke heller ikke i disse cases kender de specifikke omstændigheder for skaderne eller hvor flittigt spillerne har trænet retningsskift, spring, accelerationer, proprioceptiv træning og supramaksimal, excentrisk baglårstræning ved relevante ledvinkler i perioden op til opstarten med håndbold. Dette er således IKKE en kritik af de pågældende spillere eller deres sportslige setup (fordi det kender jeg ikke), men det er derimod endnu en opfordring til, at vi som fysiske trænere og fysioterapeuter sikrer os, at vi gør en ekstra indsats for at få et retvisende indblik i spillernes eksponering af den førnævnte type træning i de 4 måneder, hvor de fleste profesionelle spillere har været hjemsendt. Dette skal netop være pejlemærke for ikke mindst intensiteten af deres retningsskift, spring og accelerationer i haltræningen, så de ikke udsættes for noget, som de reelt ikke er rustet fysisk til.
Kroppen er generelt fantastisk til at adaptere sig, men dette gælder blot med dobbelt fortegn. Har man ikke været udsat for håndboldrelevante bevægelser med høj intensitet i en længere periode, så dekonditioneres man på dette specifikke område. Helt konkret betyder det, at sener og muskler bliver mindre modstandsdygtige overfor blandt andet retningsskift og timingen af den neurale aktivering af forskellige muskelgrupper kan ligeledes være kompromitteret. Der er altså tale om et general adaptation syndrome (først beskrevet af Hans Selye i 50'erne) eller princippet om superkompensation - blot med omvendt fortegn. Og dette giver ganske god mening fra et evolutionsmæssigt perspektiv. Dette er præcist hvad vi som fagpersoner skal have in mente, når vi sammen med en cheftræner doserer specielt kast, spring, retningsskift og kast i haltræningen. Specielt intensiteten af disse spiller en nøglerolle. Dette betyder på ingen måde, at vi skal undlade den type træning i opstarten, fordi spillerne skal overbelastes (forstået som i det engelske "overload") for at opnå de ønskede fysiologiske tilpasninger, som skal gøre dem modstandsdygtige i selve sæsonen. Dette skal blot ske med respekt for spillernes fysiske status og så er det som tommelfingerregel altid en god idé at skrue på mængdeknappen først i stedet for intensitetsknappen.
Læser man artiklen med Estavana Polman på TV2, så udtaler hun: "Jeg kunne straks mærke, at det var alvorligt. Det er risikoen ved at spille håndbold, og jeg kan ikke gøre noget ved det". Dette er meget beskrivende og korrekt for hendes akutte situation, men det er omvendt ikke særligt retvisende, hvis det forstås således, at man ikke selv har indflydelse på risikoen for disse alvorlige skader, når man vælger at spille håndbold. Risikoen vil altid være der, men man kan som håndboldspiller i den grad minimere den. Dette handler blandt andet om at udføre sin supramaksimale (over 100% af 1RM) excentriske styrketræning (og gerne have stor variation i øvelsesvalget), udføre såkaldt proprioceptiv træning på relevant underlag (halgulv) og så vil jeg gerne helt subjektivt slå et slag for regulær plyometrisk træning af passende intensitet i stedet for formel landingstræning. Landingstilvænning, hvor fokus udelukkende ligger på at bremse en bevægelse er så grundlæggende forskellig fra både ledvinkler, type af muskelkontraktion og ikke mindst motorisk program (motor programmning) som man ser i plyometri eller de retningsskift, hvori ACL-skader typisk opstår. Derfor vil jeg tillade mig at hævde, at denne træningsmodalitet (landingstilvænning) ganske enkelt bliver for uspecifik og dermed bliver overfarbarheden ganske beskeden. Overvej i stedet formel lavintens eller moderat intens plyometri (sjip er fx. også plyometri), som I langt højere grad minder om den bevægelse, som vi forsøger at tilpasse os til - blot med lavere intensitet.
Som et sidste kuriosum i denne allerede for lange opdatering har jeg vedhæftet endnu et billede, som er fra et deskriptivt, videnskabelig studie fra sidste år af Myrick et al (https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6438997/pdf/40634_2019_Article_182.pdf), hvor forskningsgruppen undersøgte tykkelsen (volumen) af det forreste korsbånd på kvindelige college-fodboldspillere før sæsonen og i slutningen af en sæson. Det mest interessante fund var, at dette væv i den grad kan tilpasse sig, da den gennemsnitlige volumen af forreste korsbånd i begge knæ blev forøget med næsten 10%. Tykkelse er langt fra det samme som styrke, men det kan med rette tolkes som en indikation på, at vi faktisk også kan træne vores ligamenter i en vis grad. På samme måde kan de blive "utrænede", og den farlige cocktail opstår sandsynligvis, når vi udsætter utrænede eller uspecifikt trænede sener/muskler/ligamenter for meget højintens, specifik træning. Sidstnævnte er uden tvivl endemålet, men hermed slår jeg altså et ekstra slag for, at vi får defineret en ansvarlig vej hen til dette mål.
God træning derude.