marie.molis

Vi mødes hver 2. tirsdag, 1,5 time -5 gange i alt. Hvergang er der et kort oplæg om balance og trivsel i livet som neurodivergent, fra enten mig eller min psykolog-kollega Maria. Og det hele er set i lyset af craft og craft-psykologi. Skal du med? Vi starter 14/4, og der er stadig ledige pladser🤗. Tilmelding på www.molis.dk/kurser🪴

Nogle af os har det bedst med noget i hænderne. Vi kan simpelthen bedre lytte på dén måde – eller i hvert fald blive siddende længe nok til, at vi faktisk er med i samtalen.

Hvis ikke hænderne laver noget, begynder vi at pille ved ting, tromme, skifte stilling hele tiden… og så kommer vi let til at føle os “for meget”.

Når vi har noget i hænderne, keder vi os ikke så let. Det har vi brug for, Ikke fordi folk er kedelige, men fordi tempoet indeni er højere end det omkring os. Når vi tegner, strikker, maler, whatever! samtidig med at vi snakker og lytter, føles det som om det indre tempo og situationens tempo mødes lidt bedre.

Når vi har noget i hænderne, bliver vi også mindre selvbevidste. Vi behøver ikke hele tiden finde ud af, hvad vi skal gøre med kroppen. Den har allerede en “opgave”.

Og helt ærligt – nogle gange hjælper det bare, fordi det er sjovere. Hvis vi hygger os med at lave noget, vi kan lide, er det meget lettere at være sammen med andre samtidig.

Såøhm… Er du også “sådan-en-der-kan-lide-at-have-noget-i-hænderne”? Vil du med i craft-gruppen? ➡️Tilmelding på www.molis.dk/kurser

Hele kroppen, hjernen, hjerterytmen, nervesystemet falder til ro, når vi finder ind i en rytme og gør det samme igen og igen. Hækler en ny række. Tegner et mønster. Møder op det samme sted, med de samme mennesker, i en periode. Rytmen skaber tryghed, og plads til refleksion og samhørighed. Med dig selv, din craft, med andre. Er du med? ❤️ (tilmelding til craft-gruppen findes på Molis’ hjemmeside)

… Skal du med? 😍➡️

Vi mødes hver 2.tirsdag eftermiddag i 1,5 time i Molis’ lokaler midt i Århus.

Du medbringer det, du kan lide at lave med hænderne (sådan, tegne-male-hækle-strikke-sy-perle-ler-collage-agtigt). Det kan være hvad som helst, og du må komme med eller uden “et projekt”.

Hver gang er der et kort oplæg om forskellige perspektiver på emnet “trivsel og balance livet som voksen neurodivergent”, fra hhv Maria, som er psykolog, og mig, der er terapeut.

Der er kaffe, te og snacks, og plads til både at snakke være stille.

Du finder tilmelding på Molis’ hjemmeside: www.molis.dk/kurser. Kh Maria og Marie 🧶🥮☕️🍬🧷🎨🖌️

Ny Craft-Gruppe i Århus, for neurodivergente voksne🧶🎨🧷✍️☕️🍬🥮 .

Der bliver både oplæg og snak, om nd-hjerner og trivsel. OG tid til bare at sidde og crafte derudaf. Ingen specifikke skills required, du er velkommen med det du er og det du har lyst til.

Skal du med? Vi begynder 17/4, og der er stadig ledige pladser. Læs mere på Molis’ hjemmeside: www.molis.dk/kurser.

❤️Kh Maria og Marie

Hallå! Er du én af dem, der -ligesom mig- har noget summende i baghovedet i lang tid? Og føler dig tiltrukket af noget, og er lige ved at tilmelde dig, og læser om det, og venter lidt, og udsætter det, og læser om det igen, og bliver rationel og tænker “Ej, helt ærligt, stop nu med at lede efter FORKLARINGER”, og så videre og så videre?

Hvis du er sådan, vil jeg lige opfordre dig til at pause. Trække vejret. Dybt, og gerne flere gange. Og spørge dig selv: Hvad er det, der gør at du bliver ved og ved at kredse om netop dette? Hvad længes du efter? Hvad har du brug for?

Svaret vil sjældent være entydigt. Og det behøver slet ikke handle om at du skal skynde dig at handle, eller tilmelde dig, eller noget. Men bare lyt alligevel. Det har du og dit hjerte fortjent🫶🏾

(Og HVIS svaret er: “Det ville bare være så ærgerligt at misse PDA-forløbet, for jeg tror der er så meget godt at hente”, skal du vide at du kan nå det endnu. Vi begynder først i morgen, tirsdag d.17/3. Og indtil da er dørene stadig åbne🤗). Tilmelding på Molis’ hjemmeside🌷

Der findes nok ikke noget mere ødelæggende for en familie, end at se sit barn i dyb mistrivsel, og ikke vide hvad man skal gøre. Eller, måske godt vide hvad man skal gøre (fordi: sådan har forældre jo ALTID gjort / det virkede jo på de andre børn / det er det ‘eksperterne’ siger), og så se at det har nærmest den modsatte effekt. Barnet får det værre. Afmagten tager til. Vi beder om hjælp, søger rådgivning -og får at vide at vi bare skal gøre MERE af det, der ser ud til ikke at virke.

Det er rædsomt. Og ensomt. For til sidst stopper man med at fortælle andre om hvordan det er -man orker jo ikke deres gode råd og erfaringer (med deres egne børn, der ‘også havde været trodsige i en periode’).

Hvis det er dér, du er, vil jeg bare ligeså forsigtigt hviske dig i øret, at vi er mange der står -eller har stået- hvor du står. Vi véd hvad det vil sige at have et barn, der har så meget brug for at bestemme over sig selv, at det går helt i kuks over selv de mindste krav. Eller bare forslag. Vi véd, det går ud over dit barns muligheder for at gå i skole / børnehave / uddannelse, at det går ud over deres evne til at spise og sove, danne relationer, komme ud af huset.

Jeg véd, det er megahårdt at være PDA-familie, for jeg har haft pda-børn i 27 år (uden at vide det, dog). Jeg har lavet forløb og terapi for så mange forældre, der har det som dig. De er derude -VI er derude.

På tirsdag d.17/3 begynder endnu en omgang af forløbet for PDA-familier. Det er online, og varer 12 uger.

Skriv til mig, hvis du har brug for en snak om hvorvidt det er noget, du kunne have brug for❤️

Dit PDA-barn er som en røgalarm. Hendes nervesystem reagerer kraftigt når hun “lugter” usagte ting, ubevidste spændinger, følelser der ikke bliver udtrykt åbent. Hun ved, at der er ‘noget galt’ længe før du selv ved det, og vil aldrig være upåvirket af dårlig stemning mellem dig og din partner, fx.

Hun kan ikke tåle det. Hun reagerer med de “alarmsignaler” hun nu har til rådighed (som vil være noget i fight-flight-freeze-boldgaden)

Betyder det så, at vi aldrig må være uvenner eller kede af det eller ikke på toppen, hvis vi har et PDA-barn?
-NEJ for pokker, da! Det ville jo være en fuldstændig vild målsætning, som ingen ville kunne leve op til. Det er goddamn svært at være en del af en familie, og hvis man så ovenikøbet har ét eller flere PDA-nervesystemer iblandt sig, skal man saftsuseme stå tidligt op hvis man skal undgå de såkaldt “dårlige følelser” (som jo ikke er dårlige, men bare en del af det at være menneske).

Men. Det betyder, at vi skal stoppe med at lade som om alt er fint, hvis det ikke er det.

Der går sjældent røg af en brand, hvis der ikke er ild. Og selvom dit PDA-barn ‘lugter røgen’ lææænge før andre, og selvom hendes ‘røgalarm’ har nogle signaler der kan være svære at forstå (ikke mindst for hende selv, for hun laver ikke nødvendigvis selv koblingen), skal du vide at hun har brug for beroligelse i de situationer. Ikke forkerthedsfølelse i stil med ‘ej, det må være dig der mærker forkert. Der er slet ikke noget i vejen’.

Så, ligningen er: Et meget følsomt nervesystem + voldsom reaktion + forskrækkede voksne, der kommer til at sige “du overreagerer” eller “du mærker forkert = kæmpe EKSTRA forkerthedsfølelse. >> Yderligere eskalering💣💥. Yes?

Hey, tusind tak for tusind følgere🥳. Jeg er ikke den mest stabile, kontinuerlige insta-formidler, så tak for alligevel at hænge på💫. Tusind er et flot tal,synes jeg🦩

Det lyder forkert at kalde sit barn “sådan et barn”. Men det er sådan, vi føler, andre ser det. Os forældre til “sådan et barn”.

“Sådan et barn” kunne være én, der out of the blue nægter at gøre ting, der ellers virker meget tilforladelige at sige ja til (fx børste tænder, tage sko på, eller køre med over til farmor). Som enten har nedsmeltninger og raserianfald i en uforudsigelig strøm, eller som laver de dér ‘intuitive stop’ (ligesom en hund i snor, der pludselig nægter at gå længere -uden nogen form for yderligere sammenligning mellem børn og dyr. Det er bare et godt billede for mig, med dén hund der ikke vil gå mere, og bare står stille. Helt fast).

“Sådan et barn” bliver ofte set af omverdnen som forkælet, pylret, stædig, kontrollerende, manipulerende.

Det bliver også ofte set som et resultat af “Sådan nogle forældre”. De forældre, der står i døren til klasseværelset og har brug for at fortælle at barnet har haft en svær morgen, at de skal fritages fra idræt, at de tager en hjemmedag. “Sådan nogle forældre”, der siger ja til alt hvad barnet ønsker sig nede i Rema, fordi de er “konfliktsky”. Forældre, der ind i mellem har bidemærker på armene, sorte rande under øjnene, og som melder afbud til mere og mere.

Jeg ER “sådan en forælder”. Og jeg har “sådan nogle børn”. Jeg ved, hvor ensomt det føles, og hvor udmattende det er.

Indtil for nogle år siden, vidste jeg ikke, at det vi oplever i min familie, er et resultat af at vi bærer dén neurotype, der kaldes “PDA” (det står for “Pathological Demand Avoidance”, eller “Pervasive Drive for Autonomy”).

Og dét, at forstå PDA, og finde sin flok af andre PDA-familier, og tage det helt ind, som et vilkår og en Way of life, er livsforandrende. For mig, mine børn -for hele vores familie.

D. 17/3 begynder endnu en omgang af forløbet, jeg udviklede efter min datters burnout. Jeg har i al beskedenhed fået så mange positive tilbagemeldinger fra tidligere kursister, og jeg vil elske at byde dig velkommen også.

I flokken af “Sådan nogle forældre”, der kæmper en kamp for at hjælpe vores børn med -identificeret eller uidentificeret- PDA igennem livet❤️
[forløb findes som link-i-bio, eller på www.molis.dk]