15/04/2026
Kære 4. årgang,
Lige om lidt er I færdiguddannede lærere og klar til at komme ud i folkeskolen, og I skal finde jeres plads og rolle som nyuddannede lærere på en arbejdsplads.
For blot et år siden, stod jeg lige der, hvor I står nu. Så jeg ved om nogen, hvor nervepirrende, spændende, angstprovokerende, givende og ufatteligt hårdt det første år som lærer er. For slet ikke at snakke om hvor stejl læringskurven er.
Derfor tilbyder jeg i samarbejde med både LIA og Århus Lærerforening et kursus mandag d. 22. juni 2026 fra 9-12 for alle jer nyuddannede, så I er bedst muligt klædt på til at lykkes med overgangen fra studie til job.
Det er ikke uden grund, at det kaldes et praksischok, og i løbet af kursets tre timer vil jeg prøve at komme vidt omkring i lærerpraksissen.
Det foregår med en masse meget konkrete eksempler, praksisnære redskaber, hjemmesider, links og adgang til en drevmappe.
Denne drevmappe har jeg udviklet på baggrund af mit første år som lærer, som skal fungere som en vidensbank for alle nyuddannede, hvor man forhåbentlig kan finde sparring, inspiration og svar på spørgsmål, man kunne sidde med.
Jeg har i hvert fald udviklet den på baggrund af alle de ting, jeg gerne ville have vidst inden jeg startede sidste august, og især med henblik på at hjælpe jer til, hvordan I bruger forberedelsesugen og laver årsplanlægning.
Gør dig selv en kæmpe tjeneste og giv dig selv de bedste forudsætninger for dit nye virke som lærer.
Tilmeldingen finder du lige her:
Jeg håber vi ses
Venlig hilsen
Miriam E. K. Schramm,
Lærer i dansk, musik og engelsk på Sølystskolen i Egå
Styrelsesmedlem i Århus Lærerforening 2026-2028.
Ved spørgsmål skriv gerne en mail til [email protected]