30/04/2025
Dag 2 i Virtuel Kommune
På andendagen i Virtuel Kommune blev vi igen præsenteret for en række opgaver, som skulle løses i løbet af dagen. I alt arbejdede vi med syv opgaver.
🔹Først udarbejdede vi et overskueligt budget og kommenterede på en institutions vikarforbrug. Opgaven indebar også at skrive et notat med vores vurderinger.
🔹Dernæst gav vi juridisk bistand i forbindelse med aktindsigt og klagevejledning efter forvaltningsrettens regler.
🔹Vi udarbejdede også statistik over udgifterne på ældreområdet og sammenlignede dem med lignende kommuner.
🔹En anden opgave bestod i at besvare en henvendelse fra en forening, som søgte om midler. Her redegjorde vi for, hvad de kunne opnå støtte til, og hvad der lå uden for rammerne.
Derudover fik vi tre mindre opgaver:
🔹Udarbejdelse af et udkast til en medarbejdertilmelding til sommerfesten via Microsoft Forms.
🔹Overvejelser omkring, hvordan handicapområdet kunne overholde budgettet, bl.a. med fokus på hård målstyring.
🔹Opsætning af vores Outlook med signatur, kalender og mødefunktion.
Alt i alt har det været en spændende og lærerig dag med en god blanding af opgaver – nogle mere udfordrende end andre. Det er netop denne variation, der gør arbejdet både sjovt og gør at man holder motivationen. Noget af det, jeg især synes er fedt ved Virtuel Kommune, er, at vi får mulighed for at anvende de fagbegreber og teorier, vi har lært i løbet af semesteret, i praksis. Det giver en dybere forståelse og vil uden tvivl hjælpe mig til de kommende eksamener.
I morgen står dagen på mindre Virtuel Kommune, da vi skal i retten og overvære to retssager! Det glæder jeg mig til!
/ Johanne