12/03/2022
De 3 liv
En af de modeller jeg lærte tilbage i 2003 omkring stress var modellen om de 3 liv – en mere simpel afart af ”livshjulet”, som jeg beskrev 28/2-22.
Tesen er, at vores liv består af 3 områder – arbejde, familie og privat.
• Arbejdslivet – ja det er vores arbejde, kolleger, chefen, opgaverne, uddannelse m.m.
• Familielivet – det er den del, der indeholder vores ægtefælle, børn, forældre, søskende m.fl.
• Privatlivet – ofte den oversete – er de nære personlige relationer, fritidsinteresser, tid til en selv, træning, værdigrundlag.
Tesen– og den er underbygget af mine 15 års arbejde som stresscoach - er, at man rammes af stress, når der er uorden i mindst to liv.
Vi kan godt have travlt på arbejdet, hvis vores familieliv og privatliv er i orden. Der er styr på hentning af børn, forholdet til ægtefællen kører, boligsituationen er i orden, man lever efter sine værdier osv. Problemet opstår, når vi skal kæmpe på flere fronter samtidig – når både arbejdet er travlt og familielivet er uorden. Eller hvis vi pga. en fortravlet hverdag begynder at give køb på den tid, hvor vi gør noget for os selv – ”det er jo bare noget jeg gør for mig. Det kan jeg godt springe over”… Så er det stress opstår.
Modellen ”De 3 liv” hjælper til at identificere hvilke liv, vi sammen skal fokusere på i coachingen. Og ligesom livshjulet kan ”de 3 liv” bruges til at følge op, gøre status, se udviklingen – og ikke mindst til at prioritere hvad der skal være i fokus den kommende tid.
Rigtig god dag 🙏