23/08/2024
BØRNEFAMILIER I SVENDBORG - SE HER!
Prik din chef på skulderen og spørg om ikke det netop er jeres virksomhed der skal gøre en usædvanlig stor forskel for medarbejdere med små børn og lokalsamfundet, uden det koster en krone?
Drømmen lever stadig!
Vi ønsker at skabe en privatejet børnehave og vuggestue i Svendborg Kommune.
Børnenes Have skal bidrage til lokalsamfundet med trivsel for børn, familier, medarbejdere og planet.
Læs meget mere om dette, i projektbeskrivelsen du finder som pdf, øverst på vores facebookside og som billeder i dette opslag.
Kasper Krebs og jeg har, ved siden af vores arbejde i vores nuværende privatejede børnehave Lillely (www.Lillely.dk), siden 2022 undersøgt små og store muligheder, i forsøget på at komme et skridt nærmere de fysiske rammer for Børnenes Have i Svendborg. Desværre har det vist sig ualmindeligt svært selvom der er stor politisk opbakning, da bygningskravene er meget skrappe (det vidste vi godt) og landzoneloven om muligt endnu skrappere (det vidste vi ikke…).
Vi har dog ikke givet op endnu!
Vi håber at indgå partnerskaber med 3-5 virksomheder i Svendborg, der har samme grundværdier som os: stor opmærksomhed på bæredygtighed og medarbejdertrivsel.
Vi kan i partenerskabet tilbyde pladser i børnehave og vuggestue til medarbejderes børn. Derudover vil vi meget gerne udforske, hvordan Børnenes Have i samarbejde med virksomheden, kan gøre det nemmere at være børnefamilie og at have ansatte med mindre børn.
Hvad kræver det at blive virksomhedspartner?
Udover lysten til at være firstmovers indenfor medarbejdergoder og samarbejdet med os, skal vores partnere kunne hjælpe os i gang økonomisk.
For at blive partner, skal virksomheden kunne låne os startkapital til en fast, rimelig rente. Vi kan stille sikkerhed i vores private bolig og nuværende virksomhed.
Børnenes Have er en privat virksomhed, der godkendes af- og modtager tilskud pr. barn fra kommunen.
Vi kan åbne en kvalitetsdaginstitution i Svendborg, når vi lykkes med at finde noget så "simpelt" som at finde:
1)
En lejet erhvervsgrund på minimum 5000 m2 beliggende højst 10 km. fra Svendborg centrum. Eller et langtids-erhvervslejemål, hvor udlejer istandsætter bygningen til daginstitution.
2)
500.000 kr. til inventar og have
3)
250.000 kr. til 1. husleje, transport og opsætning af modulbyggeri
Ovenstående er den absolut billigste måde at komme i gang på. Vi ønsker ikke på sigt at bygningerne er modulbyggeri, men når vi har været i gang og i et par år, er det nemmere at skaffe kapital til et smukt, blivende byggeri.
Det er ikke afgørende hvor stor jeres virksomhed er. Måske har I bare brug for 3 pladser i Børnenes Have - eller ingen - men I synes det er et spændende projekt at støtte og I vil gerne medvirke til at gøre en stor forskel for lokalsamfundet og andre småbørnsfamilier i Svendborg.
Hvis du vil hjælpe os på vej, så husk at like vores side her og inviter meget gerne andre - både småbørnsforældre og eventuelle professionelle samarbejdspartnere - til vores side.
Her vil vi jævnligt opdatere, hvordan processen skrider frem.
Vi fortæller MEGET gerne mere om projekt Børnenes Have til virksomheder der har lyst til at høre mere.
Ring eller skriv til os!
Julie Krebs: Tlf. 26372020 mail: [email protected]