30/04/2026
I denne periode arbejder vi i børnehaven med læreplanstemaet “Natur, udeliv og science”. Temaet har fokus på, at børnene får mulighed for at opleve, udforske og begynde at forstå naturen og de fænomener, der findes omkring os. Gennem arbejdet med temaet understøtter vi børnenes nysgerrighed, deres lyst til at eksperimentere og deres spirende forståelse for naturvidenskab, miljø og bæredygtighed.
Som en del af dette har vi sammen med børnene været i gang med at så forskellige planter i vores uderum. Vi har blandt andet sået ærter, gulerødder, kartofler, jordbær og solsikker. Børnene har været aktive i hele processen – fra at gøre jorden klar til at lægge frø og knolde i jorden og tale om, hvad planterne har brug for for at kunne vokse.
Vi følger spændt med i udviklingen og taler løbende med børnene om, hvad der sker undervejs. Det giver gode muligheder for at undre sig, stille spørgsmål og lære gennem konkrete oplevelser.
Vi glæder os meget til at følge planternes vækst – og ikke mindst til, at vi forhåbentlig sammen kan smage på det, vi har dyrket, når det er klar 🌱