Sludstrup skole, Odense (2026)

16/09/2022

Min tid i Sørbylille (1/7 1954 – 25/9 1959)
Far og mor flyttede meget rundt med min storebror Ole og mig, og jeg mener, Ole engang sagde, at han havde boet mere end 20 steder i sin barndom. Jeg ved ikke, hvorfor de flyttede så meget rundt, men fars arbejde, dårlige boligforhold og økonomi, rastløshed og uenighed i ægteskabet er nok de mest oplagte forklaringer. I dag ville de formentlig blive betegnet som en nomadefamilie!
Jeg flyttede til Sørbylille som 4 årig, og vi boede der i fem år, indtil jeg blev 9. Det var den længste periode, vi boede på samme sted, så Sørbylille er derfor det nærmeste, jeg kommer et egentligt barndomshjem.
Huset vi boede i
Far og mor købte husmandsejendommen i 1954 med økonomisk hjælp fra min morfar, som havde været en ret succesfuld ejendomshandler. Han var ud af en stor børneflok på 15-16 børn og kom ud at tjene som møllerdreng i en alder af 9 år. Efter at være udlært som møllersvend begyndte han at handle med ejendomme og mindre virksomheder og blev med tiden ret velstående.
Vores hjem var et lille husmandssted, der bestod af et stuehus med to længer - en i hver ende af stuehuset - samt nogle tønder land jord med korn. Ejendommen, som lå for enden af en lang markvej, var meget beskeden, men far forsøgte at peppe den lidt op ved at male kampesten på længernes hvidkalkede endevægge med sort sokkelmaling. Set med nutidens øjne, vil det nok ikke forhøje husets værdi!
Der var ikke indlagt vand i huset i de år, vi boede der, så vi hentede vand i en pumpe ude i gården. Om vinteren sørgede mor altid for at have en fuld spand vand indendørs om aftenen, så hun kunne lave morgenkaffe og koge vand til at hælde ned i pumpen ovenfra for at tø den op. Uden indlagt vand var der selvfølgelig heller ikke et WC, så vi brugte et lokum, der lå i en af længerne. Det var dog altid noget, at lokummet lå indendørs og ikke i et fritliggende skur.
Huset blev opvarmet af komfur, kakkelovne og en enkelt eller to elovne, men om vinteren var der meget koldt især langs væggene, hvilket gav mig mange dage med svær astma. Mine forældre havde nogle venner, som boede i en tjenestebolig i Dianalund, og jeg husker tydeligt velværet ved centralvarme og opvarmet badeværelse- vistnok med gulvvarme. Når vi besøgte dem, tilbragte jeg det meste af tiden på badeværelset liggende på gulvet med tegneserier.
Jeg husker ikke, om der fra starten var indlagt strøm, da vi flyttede ind, men jeg kan tydeligt huske, at vi efter nogle år fik telefon. Der kom en stor, mørk bus uden sidevinduer fra telefonselskabet, der hed KTAS, som satte telefonmaster op langs vores markvej - masterne lå på taget af bussen. For en lille dreng som mig, var det vældig spændende at snakke lidt med telefonmændene og følge deres arbejde. Før jeg kom i skole, havde jeg ikke rigtig legekammerater, så telefonmændene var en god afveksling i hverdagen.
De gode naboer
En af vores nærmeste naboer hed Bondesen, som boede på en mindre gård med sin voksne datter Erna. I starten vi boede der, havde Bondesen kun heste til hjælp med markarbejdet, og først senere fik han en lille traktor – en Massey Harris Pony. Mindst en gang om ugen blev jeg sendt ned til Bondesen for at hente mælk i en blikspand, der kunne rumme et par liter. Hvis det var omkring kaffetid, blev jeg nogle gange inviteret indenfor til en snak. Når vi sad i køkkenet, drak Bondesen sin kaffe af underkoppen, og et af mine faste spørgsmål til ham var: ”Hvornår må jeg styre dine heste”? Og han svarede altid: ”Først når du har spist en skæppe salt, får du lov”. Jeg vidste ikke, hvor meget en skæppe var, men kunne regne ud, at jeg nok skulle være lidt ældre end 4-5 år. Når jeg kom hjem med mælken, skummede min mor de øverste lag, som blev brugt som piskefløde. Udover mælk til at drikke og til madlavning, brugte mor sur mælk til at lave tykmælk, som vi spiste med revet rugbrød og puddersukker (farin).
Høsten både hos Bondesen og hjemme hos os foregik med selvbinder, først med heste og senere med traktor foran. Vores eget korn blev tærsket på et gammelt tærskeværk, som stod i en af vores længer. Mejetærskeren, som vi kender i dag, blev først almindelig på egnen nogle år efter, vi var flyttet fra Sørbylille. Høsttiden var en meget slem tid for mig at komme igennem, fordi jeg havde astma. Vores læge kom jævnligt forbi i høsttiden og behandlede mig, så godt han nu kunne. Men først omkring 20 år senere blev der opfundet en medicin, som var effektiv mod astma. Det var støvet fra kornet, jeg ikke kunne tåle.
En anden af naboerne hed Karl Olsen, som vi lærte at kende, fordi far hjalp til med høsten. Det var en velstående gårdmandsfamilie, der foruden Karl bestod af moderen Inger og to voksne børn Elise og Erling. Elise havde haft engelsk syge som barn og var meget lille, haltede voldsomt og havde nogle små brunlige tænder. Hun boede hjemme hos forældrene, indtil de døde.
Erling var udover bondemand også en meget travl musiker, som altid skulle ud og spille harmonika hver eneste weekend. Han var en flot fyr, som mange piger syntes om, men på grund af spilleriet fandt han først den rette pige at gifte sig med, da han var et godt stykke over 40 år. Efter han var blevet gift og flyttet hjemmefra, drev han både sin fars og sin kones forældres gård. Med tiden blev han en rigtig storbonde og drev 4-5 store gårde, hvilket var helt usædvanligt på den tid.
Vi besøgte Karl Olsen og hans familie en del gange, hvor vi var indbudt til aftensmad. Der blev serveret bjerge af mad med forskellige retter i store mængder. Når vi havde spist dessert, som ofte var hjemmesyltede blommer eller pærer med råcreme, havde man længe haft lyst til at forlade bordet stopmæt. Men før vi kunne få lov til det, blev der til allersidst båret sigtebrød med kommenost og frugtkompot frem. Det var en befrielse, når der til slt blev sagt velbekomme.
Efter måltidet satte vi os i sofaerne i den fine stue. Efter lidt snak hentede Karl Olsen sin violin, og sammen med Erling på harmonika og Elise på klaver blev der spillet og sunget resten af aftenen. Mor og far og Inger sang og nynnede med på de sange, som de kendte f.eks. valsen fra Den glade enke. Aftenen sluttede med kaffe, kringle, æble- eller lagkage og småkager, og mor sagde altid, når vi kørte derfra, at nu skulle hun ikke have mad de næste mange dage. Karl Olsens familie var gavmilde, og stak os tit en flæskesteg og andet godt, når der blev slagtet. Far og mor bevarede hele livet bekendtskabet med Karl Olsen og hans familie.
I forhold til de velstående gårdmænd på egnen var vi meget lidt bemidlede, og det var derfor en særlig god dag, når der kom en farsret eller en flæskesteg på bordet. Fra en anden nabo, hvor mor var veninde med (tjeneste)pigen i huset, fik vi altid grisens indvolde – hjerte, nyrer, lunger og lever, når der blev slagtet. Ud af indvoldene lavede mor fire retter: hjerter i flødesovs, stegt lever, nyreragout og finker. Finker blev lavet på den måde, at lever, nyre, lunger og i nogle tilfælde også hjertet blev kørt gennem kødhakkeren. Herefter blev farsen krydret godt og stegt på panden og serveret med rugbrød og eddike dryppet over kødet.
Jeg husker ikke, at vi i de år var specielt meget sammen med hverken fars eller mors familie. Undtagelsen var min fars yngste søster, Kirsten, som sammen med sin mand Max købte et lille hus på vores markvej, og derved blev vores allernærmeste nabo. I de par år, de boede der, blev faster Kirsten et holdepunkt i vores familie, som vi havde stor glæde af. Det gjaldt ikke mindst i de 16 måneder, hvor min far arbejdede i Norge, og min mor havde brug for støtte i forhold til både sig selv, Ole og mig. Vi så ikke noget til far, mens han var i Norge, men mor var deroppe på besøg i 14 dage, hvor jeg tror, faster Kirsten passede os to drenge derhjemme. Faster Kirsten hjalp mig bl.a. med udklædning til karnevallet i forsamlingshuset, hvor jeg fik 3. præmie udklædt som vagabond.
Min mor bevarede til sin død en meget tæt tilknytning til faster Kirsten.
Sludstrup skole
Jeg startede som syvårig i 1. Klasse i Sludstrup skole, der lå knap to kilometre fra, hvor vi boede. Jeg var vant til at gå hjemme hos min mor, så det var en dejlig forandring at komme i skole. Først og fremmest fordi jeg nu fik legekammerater, hvilket var nyt for mig. Min bedste skolekammerat hed Rudi, som senere emigrerede til Canada, hvor han blev farmer.

Vi var omkring 30 i klassen, som bestod af 3-4 årgange. Hvis man ser nøje efter på klassebilledet, kan man se, at der også var meget fattige børn i klassen, og jeg kan huske lugten af børnene fra Mosehuset, hvis forældre arbejdede i staldene på det nærliggende gods. En af drengene fra Mosehuset har i dagens anledning blankslidt matrostøj på, som han sikkert har arvet fra sin far eller bedstefar. Både han og hans søster og bror står på næstnederste række. Alle tre var dårligt ernærede og upassede i det hele taget.
På nederste række, næstsidst til højre, står Leif, som boede i kommunens hus, Kirkehuset med sin fraskilte mor. Han er pæn i tøjet, men ser ikke glad ud, for i de dages Sludstrup var han og moderen lavstatus. Der er heldigvis sket fremskridt på den front sidenhen.
Men der var også velstående gårdmandsbørn i klassen, f.eks. Troels som står fjerde øverst til venstre i hvid skjorte og butterfly. Jeg selv (med kryds i panden) ser lille og lidt sølle ud i knickers, som ville passe en dreng, der var cirka ½ meter højere end mig. Jeg har som den eneste i klassen strikkede hjemmesko på, som min bror og jeg fik hvert eneste år til jul af min mors ugifte moster. Jeg gemmer stadig en af disse hjemmesko med filtbund og pålimet cykelslange.
Frøken Sørensen gjorde en del ud af at holde øje med vores hygiejne. Hver dag skulle vi vise negle, d.v.s. lægge vores hænder ovenpå hinanden, mens lærerinden gik forbi skolebordene og kontrollerede, at neglene var rene. Hvis ikke, fik vi en venlig påmindelse om at få vasket hænder og rense negle.
Udover at synge mange salmer bestod undervisningen mest af gentagelser i kor af salmevers, bogstaver og tal. Derudover fortalte frøkenen en hel del bibelhistorie, og vi var ikke i tvivl om, at Danmark var et kristent land. Næsten alle salmerne og sangene var nye for mig, og jeg lærte at sætte pris på en salme som ”Nu titte til hinanden”, hvor især Ingemans ord ”gud ånder på øjet, når det græder” rørte mig.
Min mor sagde altid, at hun havde været dum i skolen og derfor ikke kunne hjælpe mig med lektier. Det gjaldt dog ikke mine skolebøger i 1. og 2. klasse, fordi de var nøjagtig de samme som i hendes egen skolestart i 1925. Jeg har senere læst, at undervisningsmaterialerne stort set ikke blev lavet om i 40 år fra slutningen af 1. Verdenskrig og helt frem til 1960.
Skolebygningen var i tre etager. I stueetagen blev de mindste klasser undervist sammen i ét lokale, mens de ældste klasser blev undervist sammen på 1. sal. Øverst boede førstelærer Bastholm med sin familie i den ene del af etagen, mens min lærerinde frk. Sørensen boede i den anden ende.
Ude i skolegården var der en mindre bygning med cykelskure, lokummer og brænde, og bagved var der en håndbold- og en fodboldbane.
Ordensduksen hos de store elever startede dagen med at hente brænde og tænde op i kakkelovnen i deres klasseværelse. Når der var kommet gang i kakkelovnen, gik eleverne op til førstelæreren og bankede på. Han lukkede som regel op i slåbrok, og når han havde spist morgenmaden færdig og fået tøj på, kom han ned i skolestuen. Jeg mener, at Ole fortalte, at læreren altid spiste sild om morgen- måske var han bornholmer?
Om det også var de store elever, der tændte op i vores skolestue, ved jeg ikke, men jeg kan huske, at ordensduksene i min klasse fik bolscher af vores lærerinde, når de havde hentet brænde i bygningen overfor.
Skolen blev nedlagt i 1959, og vi blev alle overført til en spritny centralskole i Slots Bjergby. Denne skole eksisterer stadig og hedder nu Hashøjskolen.
Hvad levede vi af?
Far, som var uddannet gartner, arbejdede de første par år, vi boede i Sørbylille, i blomsterbutikker i Slagelse og Dianalund, men tjente også penge ved at hjælpe med høst- og markarbejdet på de omkringliggende gårde. Når han kom hjem fra høstarbejde, var han næsten lige så sort som en n***r af kornstøv. Han så sjov ud, når han tog sin kasket af, fordi hans skaldede hovedbund var kridhvid, mens resten af hovedet var kulsort.
Derhjemme havde vi gæs, høns, kaniner og tre grise, som også bidrog til husholdningen. Men der var ikke meget at gøre godt med, så da far i 1957 så en annonce i Gartnertidende med en ledig stilling i Ulefoss i Norge, søgte han den. Han kunne sikkert have fundet ledige stillinger f.eks. i København, men han valgte at flytte til Norge, og slap dermed for al bøvlet i en konfliktfyldt familie! Derhjemme hed det sig, at far kun kunne finde job i Norge, men det var næppe hele sandheden.
Far blev i Norge i 16 måneder, og vi to drenge så ingenting til ham i den periode. Mor var deroppe og besøge ham én gang, og kom hjem med hilsener - og en fin legetøjsbil til mig, som vist var en julegave.
Mens far var i Norge, supplerede mor økonomien derhjemme ved på at servere på Højskolehotellet i Slagelse til fester og lignende, og om sommeren plukkede vi alle tre stikkelsbær, ribs og solbær, som min mor cyklede til Slagelse med og solgte.
Et stykke tid efter far var vendt hjem, kom hans chefs kone fra Norge og besøgte os, og hun havde strikket tunge og kradsende uldsweatre til Ole og mig. Jeg kan kun gætte mig til, hvad hendes besøg gjorde ved forholdet mellem far og mor, men mor var i hvert fald helt opløst af gråd i længere tid. Efter nogle dages besøg rejste Ingebjørg, som hun hed, og vi så og hørte aldrig mere til hende. Mor blev i øvrigt ikke det mindste sur over, at jeg nægtede at gå med sweateren, fordi ulden kradsede!
Fars tid i Norge, som givetvis havde været en meget stor oplevelse i hans liv, blev et af de emner derhjemme, som der aldrig mere blev talt om.
Kort tid efter sin hjemkomst fra Norge fik far job som undergartner på ungdomshjemmet Flakkebjerg, der var et drengehjem for unge kriminelle i alderen 14-21 år. I Jylland var der en tilsvarende institution, der hed Braaskovgård, og man sagde, at de to institutioner var sidste chance inden ungdomsfængslet.
Når drengene ankom til institutionen startede opholdet med, at de kom ”i tårnet” – et decideret fængsel - til afkøling i en uges tid. Herefter blev de overført til en lukket afdeling, hvor værelserne blev låst kl. 21 eller kl. 22, og hvor de skulle bo til medarbejderne mente, at de var så tilpassede, at de kunne flytte på en åben afdeling. Om dagen arbejdede drengene i institutionens landbrug, gartneri, skomagerværksted, eller på smede og malerværkstedet. Der var mange flugtforsøg kaldet springture, men de fleste blev hentet tilbage igen. En af de mere kendte drenge på Flakkebjerg var sangeren Gustav Winkler, men det var nogle år før min fars tid.
Da min far var i Norge, betalte han det, der senere blev kendt som kildeskat. Skattevæsenet i vores kommune havde ikke helt forstået dette princip, og mens mor var alene, kom der flere gange en meget ubehagelig pantefoged og truede min mor med alverdens ulykker, hvis ikke der blev betalt den skat, som han mente, vi skyldte.
En sommerdag havde far nogle af Flakkebjergdrengene med hjemme for at hjælpe med høsten, og vi sad alle inde og drak kaffe, da pantefogedens sorte Ford Popular rullede ind på gårdspladsen. Vi sad alle sammen musestille, indtil pantefogeden stod i døren. Så rejste en af fars ”rødder” sig, og sagde på bredt københavnsk ”Hvad så drenge, skal vi smide ham ud?” Pantefogeden nåede ikke at sige et ord og fik pludselig meget travlt med at komme væk, og vi så ham aldrig mere. Jeg tror, der gik næsten et år, inden det danske skattevæsen anerkendte, at far selvfølgelig ikke skulle betale skat både i Norge og hjemme.
Min storebror Ole
Der var 7 års forskel på Ole og mig, og vi nåede ikke at gå på den samme skole samtidig. Da jeg begyndte i 1. klasse i Sludstrup skole, gik Ole på Vestre Skole i Slagelse i mellemskolen, som det hed dengang. Det blev dog en kortvarig karriere i mellemskolen, fordi Ole tit var i karambolage med både elever og lærere. Selv om min mors onkel, kaldet Atom Carl, var fysiklærer på skolen og talte hans sag, fik mine forældre til sidst at vide, at der var to muligheder: enten tog de Ole ud af skolen, eller også ville han blive smidt ud. De valgte den første løsning, og Ole forlod skolen som 14 årig.
Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men fra han var helt lille, sagde Ole altid, at han ville ud at sejle. Måske var han meget optaget af Styrmand Most bøgerne, som alle drenge læste dengang? Men min mor var bange for havet og ville ikke give tilladelse til, at han kom på søen.
Som 14-årig flyttede han hjemmefra og kom ud at tjene bønder, som det hed dengang. Han flyttede aldrig hjem igen, så jeg blev enebarn fra 7-års alderen. Arbejdet hos bonden endte med en konflikt, og Ole forlod derfor landbruget efter nogle måneder. Han blev efterfølgende skytteelev på et stort gods, men blev uvenner med skytten, så det job holdt også kun nogle måneder.
Da han blev 15, så mine forældre ingen andre muligheder end at lade ham komme ud at sejle.
Havet var dengang en universalløsning for alle utilpassede drenge, og det viste sig også at blive en holdbar løsning for Ole. Da han kom hjem på landlov efter nogle måneders sejlads, bemærkede mine forældre, at han var blevet meget mere disciplineret end før. F.eks. lagde han nu sit tøj i sirlige folder og var i det hele taget meget mere omhyggelig med alting. Jeg gætter på, at roen på havet i kombination med tørre tæv var med til, at han fik styr på sit viltre temperament.
Da han havde sejlet et års tid, fandt han en kæreste i Frederiksværk, som hans skib ofte anløb. Efter at have fået kæreste, så vi meget lidt til Ole, fordi han tilbragte al
sin tid i land sammen med kæresten og boede hos hendes familie i Kregme ved Frederiksværk. Til noget frustration for min mor blev Ole meget knyttet til sin svigermor, som han i modsætning til min mor, fik et ukompliceret forhold til.
Ole var en trodsig, hidsig og stærk fyr, der ikke gik af vejen for et slagsmål, og han mente, at han havde monopol på at tæve sin lillebror. Da det blev vinter i mit første skoleår, og de små - deriblandt mig, som var lille i forhold til min alder – skulle vaskes i sne, kom en af hans kammerater og tog mig op stangen på sin cykel, og kørte mig hjem. Han råbte til de børn, der ville kaste snebolde efter mig, at de ville få med Ole at bestille, hvis ikke de holdt fingrene fra mig. Jeg blev efterfølgende aldrig generet mere på den skole.
Ole og jeg havde et vanskeligt forhold, nok fordi Ole meget opfattede mig som den snotforkælede lillebror, der altid skulle tages hensyn til på grund af min astma og eksem. Jeg var i perioder bange for at være alene sammen med ham, hvilket naturligvis bekymrede min mor, ikke mindst da min far boede i Norge, og hun var ene om at få familien til at fungere. Det lykkedes ikke særlig godt, og der var tit mange konflikter mellem Ole og mig, og mellem Ole og min mor. Både mor og Ole var hidsige, og mor langede tit ud efter ham.
Da Ole sejlede på langfart skrev både han og mor lange kærlige breve til hinanden, og jeg tror, de savnede hinanden meget. Men når han så kom hjem efter en rejse, kunne de ikke være sammen mere end højst 24 timer, før de kom op at toppes, hvorefter Ole tog hjem til sin kæreste. Konflikterne mellem dem var vist ganske banale, men de irriterede og gik hinanden på nerverne.
Andre i familien har efterfølgende givet udtryk for, at de syntes, at mine forældre var alt for hårde mod Ole. Det er i hvert fald sikkert, at han ikke blev mødt på en måde, der passede til hans sind og behov. Hvis han havde været skoledreng i dag, ville skolepsykologerne helt klart sætte nogle bogstaver på hans person, og forældrene ville også blive rådgivet om, hvordan de skulle tage ham, og hvad de bestemt ikke skulle gøre.
Ole flyttede som nævnt hjemmefra, da jeg var syv år, og jeg husker mærkeligt nok ikke ret mange situationer fra vores fælles barndom. En stor del af forklaringen er formentlig, at Ole tit besøgte kammerater og andre i vores familie, så han undgik konflikterne hjemme.
Et af mine gode minder handler om, at vi havde en meget dominerende gase på vores husmandssted, som jeg var bange for. Engang løb den efter mig, og jeg hylede vildt op. Så kom Ole til og tog fat om dens hals med begge hænder og begyndte at svinge den rundt om sig som en hammerkaster. Til slt da den var helt rundtosset og ikke kunne stå på benene, tog han og dyppede dens hoved i en spand vand. Gasen holdt altid herefter meget lav profil i forhold til både min bror og mig.
Ole og jeg delte et værelse med køjesenge, og indimellem kunne vi godt hygge os, når jeg fik lov at komme op i hans benende i den øverste køje, og vi spillede brætspil eller kort. Hvis han blev sur på mig, satte han sig på mig, og mens hans knæ holdt mine arme ned, lod han en spytklat komme helt eller delvist ned over mit hoved.
Ole var altid meget large med gaver, da han sejlede på langfart. Jeg husker, at far og jeg var i Københavns frihavn, hvor vi hentede 4 aluminiumskasser med 10 kg kaffebønner i hver kasse, som Ole havde købt i Santos i Sydamerika. Både mor, hans svigermor og en kammerats mor fik kaffebønner, så hatten passede.
Efter sin hjemkomst fra Østen havde han bl.a. en Sony rejsegrammofon med radio med hjem til mig. Det var efter datidens målestok en meget flot gave, som jeg havde glæde af helt frem til teenageårene. Samtidig gav han mig også en stang smøger, 200 stk. Lucky Strike, som jeg 10-år gammel røg i smug sammen med kammeraterne. Sammenhængen med min astma, spekulerede jeg ikke videre over - jeg tror, jeg bildte mig ind, at cigaretterne lettede astmaen!
Ole sejlede i knap 10 år, men hans skib gik ned med mus og mand i 1967 i Nordsøen i en brandstorm, og mors bange anelser blev desværre fuldt indfriede. I løbet af de 24 år han levede, nåede han at kæmpe sig igennem til en styrmandseksamen i Esbjerg, se mange af verdens store havnebyer, blive gift og få en søn, som jeg i dag er tæt knyttet til.

Sludstrup skole

Del

Sted

Type

Internet side

Adresse