01/09/2026
Christiansborg politikerne lover flere penge til deres prestige projekt #1 Folkeskolen. Men, mens vi venter på pengene, skal der spares i Fredensborg Kommune! Vi har behov for investeringer i skoleområdet. Investeringer er en udgift - men vil kunne nedbringe udgifter til specialområdet på sigt – og dermed betale sig både menneskeligt og økonomisk.
https://www.sn.dk/art6632958/fredensborg-kommune/nyhed/laererformand-sender-noedraab-til-politikerne-spar-ikke-eksperterne-vaek/
Har man ikke abonnement, så læs indlægget her:
I 10 uger om året kommer eksperterne, også kaldet Sprogpiloterne, rundt på kommunens folkeskoler. Sprogpiloterne er nu i fare for at blive sparet væk.
Forslaget om at nedlægge Sprogpiloterne bygger på en forestilling om, at opgaven kan løses lokalt på de enkelte skoler. Men i praksis svækkes indsatsen for nogle af kommunens mest sårbare elever, hvis dette tilbud spares væk.
Sprogpiloternes indsats er målrettet de elever, som læreren i den almindelige undervisning har svært ved at nå. Ikke fordi lærerne mangler vilje, men fordi hverdagen i klassen er presset. Mange elever, komplekse elevgrupper og elever med omfattende udfordringer kræver tid og opmærksomhed.
Læsning er alle f**s moder, og det er ikke uden grund. Uden stærke læsefærdigheder bliver det svært at tilegne sig viden i dansk, matematik, naturfag, historie og alle andre fag. Manglende læseevner begrænser ikke kun mulighederne i skolen, men også senere i uddannelse og arbejdsliv.
Hos Sprogpiloterne oplever eleverne særligt tilrettelagt læseundervisning. Eleverne er sammen i mindre grupper, har ro omkring sig og oplever tæt opfølgning. Det er netop disse rammer, der gør, at eleverne lykkes. De vender tilbage i klassen som bedre læsere. I udskolingen har jeg oplevet, at de har en større tro på egne evner og flere redskaber, når det bliver svært. Det er meget svært at skabe de samme rammer inden for klassens almindelige undervisning, uanset hvor dygtige vi lærere er.
Lærerne på skolerne gør et stort og vigtigt arbejde, men de kan ikke forventes at være eksperter på alle områder. Sprogpiloterne har særlig viden og erfaring med læsevanskeligheder, dysleksi og målrettede indsatser. Vi risikerer, at den samlede ekspertise forsvinder fra kommunen.
Vi har i forvejen svært ved at rekruttere uddannet personale – og nu ser vi muligvis ind i at miste fem eksperter!
Den nuværende model sikrer, at kommunen råder over et stærkt fagligt miljø med specialiseret viden, som kommer de elever til gode, der har de største udfordringer. Det bør vi styrke frem for at afvikle. Politikerne bør derfor spørge sig selv: Er dette virkelig stedet at spare, hvis ambitionen er at få alle børn med?
Sprogpiloterne hjælper hvert år nogle af kommunens mest udfordrede elever med at blive bedre læsere – men nu er tilbuddet i fare for at blive sparet væk. Men er det virkelig her, man skal spare, spørger formanden for de lokale lærere. Læs hendes debatindlæg i linket i kommentarsporet 👇