05/12/2022
BANDEORD‽
»Asfaltcowboy, trompetsnegl, fedthalefår, knoldvækst, jubeltorsk, daddelplukker, skvatdragon …« – tænk, hvis Kaptajn Haddock ikke havde en grim kæft! Og kan du forestille dig Egon Olsen gå helt agurk uden at brøle f.eks. “hundehoveder” og “hængerøve”? Vi husker disse kortluntede kulturikoner for bl.a. deres vulkanske temperament med tilhørende farverigt ordvalg, og ingen af dem ville være helt sig selv uden hver deres slagkraftige arsenal af verbale skrubtudser.
… men det skal egentlig ikke handle om Kaptajn Haddock og Egon Olsen. De to hidsige mandspersoner er nemlig ikke kendt for deres bandeord. Faktisk er der ikke et eneste eksempel på et vaskeægte bandeord i citaterne ovenfor, derimod et par knytnævefulde hårdtslående skældsord – og du ba**er garanteret lige så meget som hr. kaptajnen og hr. bandelederen, hvis ikke endda mere.
Skældsord er en potentielt kolonorm kategori, fordi den rummer en hvilken som helst glose, der i en bestemt kontekst anvendes til at udskælde et andet menneske. F.eks. bliver den politiske observans “socialdemokrat” og professionen “småbørnspædagog” til skældsord, når Egon Olsen slynger dem i hovedet på sine to trofaste forbryderkollegaer. Bandeord, til gengæld, er der i virkeligheden forholdsvis få af, og de er for det meste ikke rettet direkte mod personer. På trods af at den samlede mængde bandeord er forholdsmæssigt lille, har vi et betragteligt forbrug af dem: Ekspertvurderinger lyder på, at 0,3-0,5 procent af vores samlede talesprog – dvs. op til hver 200. glose – er bandeord!
0,3-0,5 procent er nok hverken for lidt eller for meget. Bandede vi ud i én køre, uden nogen pauser, ville bandeordene på ganske kort tid miste deres saft og kraft, ikke længere være tabu eller fy samt blive lige så upassende passende som alle andre gloser i sproget.
Og så er det vist på tide, efter knap 300 ord, med nogle gedigne bandeord:
Sgu pokkers til fandens fu***ng lort!
Bandeord udløser vulgære associationer. De henviser til ubehagelige, uhyggelige, latrinære og for øvrigt kropsnære situationer, i kirker og i kister, på lokummet eller på madrassen. Et ord som “fandens” har omtrent 500 års veteranstatus i bandeordsklubben, mens “fu***ng” gjorde lynkarriere for tre årtier siden. Tilstrømningen af reelt spritnye bandeord i modersmålet har de seneste 100 år været yderst beskeden. Dog ba**er vi ikke helt som førhen. For teenagere og yngre mennesker i alle aldre er “sgu” udskifteligt med “skam”, “lort” betyder ofte bare “øv”, og “pokkers” har intet som helst at gøre med infektionssygdommen kopper, der i nogle årtusinder var verdensomspændende, men nu er vaccineret væk.
I sprogforskningen placerer man typ*sk og traditionelt bandeord i fire kategorier, med hhv. seksuelt og latrinært afledte gloser i samme kategori:
(1) De religiøse, f.eks. “helvedes”
(2) De patologiske, f.eks. “kraftedeme” (= kræft æde mig)
(3) De seksuelle/latrinære, f.eks. “p*sse-”
(4) De eufemistiske, dvs. mildt omskrevne, f.eks. “sørens”
Af ren og skær hygiejniske årsager kan der være fornuft i at holde f.eks. “sh*t” og “f**k” adskilt, men den faktiske, praktiske anvendelse af diverse bandeord knyttet til kropsfunktioner lige under bæltestedet er overvejende den samme. Vi sh*t’er og f**k’er på nogenlunde samme vis, nok også lige tilfældigt, hvad enten IC3-toget kører for næsen af os, lægtehammeren lander på lillefingeren, eller strømmen går midt i afsnit 13.275 af Horton-sagaen.
TV 2 lavede i 2017 en undersøgelse, som viste, at danskernes yndlingsbandeord er “sgu” og “f**k”, også selvom begge gloser har mistet lidt punch, power og pondus grundet slitage. Nogle regner ikke engang “sgu” for et regulært bandeord længere, og danskerne tænker kun undtagelsesvis på og i letsindig lagengymnastik, når de udslynger det globalt etablerede 'f'-ord. Visse kraftudtryk kræver visse kulisser for at få det til at gibbe i os. Der er f.eks. langtfra samme dynamit over “for én i hede hule helvede”, når det akkompagnerer en papkassefuld smørrebrød i håndværkerstuen, som når det udbrydes midt under et boligrådgivningsmøde i den lokale bankfilial. Og bedagede vendinger som “jøsses”, “fordømt”, “hillemænd”, “torden og lynild” samt “vorherre bevares” får næppe længere det dyre porcelænsstel til at klirre i særlig mange danske hjem.
Så hvad definerer i grunden bandeord? Det enkle svar: Bandeord er stærke ord for stærke følelser, opfattet som bandeord af den, der anvender dem, ikke nødvendigvis også af den, som hører dem. Henholdsvis ældre, unge og de midtimellem ba**er nemlig alle – og cirka lige meget – men ikke helt ens … og de har ikke præcis samme opfattelse af, hvilket groft stof et knaldhamrende godt bandeord er gjort af. 88-årige ba**er fortrinsvis med gloser af religiøs og patologisk oprindelse, mens de 18-årige foretrækker bandeord af latrinær og seksuel karakter. Mænd ba**er som regel lidt mere end kvinder (og lidt anderledes), ligesom både regional og social tilknytning præger vores bandeordsimpulser. Kraftudladningen lige nedenfor er et disharmonisk virvar af bandeord, der næppe nogensinde ville optræde sammen:
Vorherre til motherfu***ng hest for syv sytten kors i lorterøven, hvor det der skidelatterlige p*s kraftpedeondelynevælteme er noget co*******ng gøgemøg!
Normalt er bandeord fandens fleksible og pokkers plastiske. De kan bl.a. fungere som forstærkende biord, tillægsord, enkeltstående udråbsord og navneord brugt til udskældning: “Satans, din satans satans satan!”. Vores folkekæreste bandeord har typ*sk en kraft i lyden, der matcher kraften i deres betydning. De kendetegnes af eksplosive konsonanter og betonede vokaler, så vores mundtøj kan give tilpas voldsomt udtryk for de voldsomme følelser – “p*ssefu***nglortesh*t!” … og dermed når vi frem til spørgsmålet om bandeordenes egentlige eksistensberettigelse.
Bandeord er sprogets Panodiler. Gloserne “p*s”, “f**k”, “lort” og “sh*t” er primitive enstavelsesord, og konsonanterne 'p', 'k' og 't' gør dem lette at spy og spytte ud i voldsom vildskab. Derfor fungerer de perfekt som artikulerede smerte- og vredesudbrud, når f.eks. en gulerod pludselig smutter af mandolinjernet, og der ryger en strimmel ringfinger med ned i råkosten.
At bandeord visselig mildner og lindrer, er blevet videnskabeligt dokumenteret i universitetsforsøg med isvand. Forsøgspersoner, der med jævne mellemrum gentog et bestemt bandeord, mens deres ene hånd var nedsænket i pinefuldt koldt vand, holdt ud i gennemsnit 40 sekunder længere end forsøgspersoner, der kun brugte stuerene gloser. Ifølge videnskaben registrerer bandeord sig i en ganske anden del af hjernen end ‘normalt’ sprog – nemlig det lille område af tindingelappen, man kalder amygdala, og her bidrager kraftudtrykkene til bl.a. at give menneskedyret en højere smertetolerance.
Vi bruger altså først og fremmest bandeord som verbale ventiler, til at få løsnet op og luftet ud, til at skabe intensitet, identitet, nu og da sågar intimitet. Kan man bande for meget? Ja, for på et tidspunkt virker ordene ikke længere. Skal bandeord totalt bandlyses? Nej, det ville kraftedderbrandsprøjteme være synd … for der kan sgu laves alverdens kreative konstruktioner og kraftfulde kontaminationer af både de gamle og de nyere bandeord til at supplere det til tider monokrome spektrum af fu***ng “f**k”.
