11/09/2026
Modtagelse på Bamsehospitalet 🩺🧸
De mindste børnehavebørn fra Louisegården tjekkede i dag deres bamser, dukker, drager og andre tøjdyr ind på Diakonissestiftelsens Bamsehospital. Her stod sygeplejerskestuderende på tredje semester klar med stetoskoper, forbindinger, plastre, trøstende ord og kram til både tekstilpatienter og børn.
Bamsehospitalet er et tilbagevendende – og meget populært – møde mellem børnehus og uddannelse. Her får de studerende mulighed for at afprøve deres kommunikation, pædagogik og relationsdannelse med de yngste patienter, mens børnene får chancen for at møde sundhedspersonale i trygge og hyggelige rammer.
Alt i alt var det en formiddag, hvor det var svært at afgøre, hvem der hyggede sig mest – børnene eller de studerende. Vi glæder os allerede til næste gang, Bamsehospitalet slår dørene op for de plyssede, dem med regnbuevinger, dem med kun ét knapøje og deres små venner på to ben 💙