03/09/2026
“Han er ikke særlig klog.”
Den sætning hørte jeg forleden.
Og jeg blev ved med at tænke over den.
For hvem afgør egentlig, om et menneske er klog?
Vi har som samfund nogle ret tydelige mål for intelligens.
Gode karakterer.
En lang uddannelse.
En flot titel.
Evnen til at argumentere.
At kunne huske meget.
At kunne regne ting ud hurtigt.
At have styr på sit liv.
Men hvad med den, der kan mærke mennesker?
Den, der intuitivt og bevidst kan fornemme, når noget ikke bliver sagt.
Den, der har lært gennem livet, gennem fejl, smerte, erfaringer, relationer og derfor ser noget, som ikke står i nogen bog.
Hvad med den, der tør stille spørgsmål ved det, alle andre tager for givet?
Den, der kan ændre mening.
Den, der kan sige: “Det ved jeg faktisk ikke.”
Den, der kan se flere sider af den samme sag.
Den, der har en enorm følelsesmæssig intelligens, men måske ikke passer ind i skolens måde at måle intelligens på.
Jeg har selv brugt mange år på at tro, at jeg skulle være på en bestemt måde for at være “rigtig”.
Jeg har ikke altid været hende med de rigtige svar.
Til gengæld har jeg altid været nysgerrig.
Jeg stiller spørgsmål.
Jeg undersøger.
Jeg mærker efter.
Jeg prøver at forstå, hvorfor mennesker gør, som de gør.
Jeg kan være enormt kritisk også over for mig selv.
Og jeg har gennem mit liv lært ting, som ingen uddannelse kunne have lært mig.
Så måske er spørgsmålet ikke…
“Er han klog?”
❤️Måske er spørgsmålet…
“Hvad er det, han er klog på?”
For intelligens ser forskellig ud.
Og måske er noget af det mindst kloge, vi kan gøre, at tro, at vi kan afgøre et helt menneskes intelligens ud fra én målestok.
Gå ud og smid om dig med din kærlighed…. det er klogskab 😝😘
