Kair by Karina Lauritzen

Den nat drømte jeg om min mormor.👵

Og nej, pointen er ikke, at jeg nu skal overbevise nogen om, at hun skubbede mig.

Pointen er heller ikke, at jeg har en færdig forklaring på, hvad der skete.

Pointen er, at jeg i mange år tvivlede på min egen oplevelse.

Jeg tænkte:

“Var det virkelig sådan, det skete?”

“Fandt jeg bare på det bagefter?”

“Kan jeg overhovedet sige det højt uden at lyde helt væk?”

Men jo længere tid der er gået, jo mere har jeg fået respekt for det, jeg faktisk mærkede.

Ikke som en stor spirituel sandhed.

Bare som min sandhed.

Min oplevelse.

Mit øjeblik.

Og jeg tror, mange kvinder kender det.

Ikke nødvendigvis med et stykke drivtømmer fra 5. sal.

Men følelsen af at stå med noget, du mærker tydeligt i kroppen — og alligevel begynde at tvivle på, om du

Og langsomt begynder du at forhandle med din egen virkelighed.

📝Har du nogensinde stået med en sandhed, du ikke vidste, om du kunne sige højt?

Som kvinde og mor har jeg brugt mange år på at tvivle på mit eget ‘billede af verden’.

Men jo ældre jeg bliver, har jeg lært at lytte til følelsen, stemmen, oplevelsen…

Til den del af kroppen og sindet, der ved noget, før hovedet kan forklare det. - jeg lytter til min krops reaktioner.

Jeg ved ikke præcis, hvordan vi lærer det videre til næste generation.

Men jeg tror, det starter med, at vi selv holder op med at ignorere det, vi mærker

📝 Hvad gør du, når du står med en sandhed og tvivler på om du tør sige den højt⤵️

Hvornår må din teen lyve?🤥

Når alternativet er at føle sig presset, utryg eller fanget i en situation, de ikke ved hvordan de kommer ud af.

Virkeligheden er:

Ikke alle respekterer et tydeligt nej.
Ikke alle mennesker fortjener alle detaljer.

& Jeg vil langt hellere lære mine børn, hvordan de beskytter sig selv, end opdrage dem til at være høflige på bekostning af deres tryghed.

❌Hvad gør din teen, når de står i en situation de gerne vil ud af?📝

💔Det er så svært, når du kan se, at en relation påvirker din teenager.

En ven.
En gruppe.
En kæreste.

Nogen, der får dem til at ændre sig, tvivle på sig selv eller gå på kompromis med sig selv.

Og det sværeste er næsten ikke selve relationen.

Det er følelsen af at kunne se noget, de ikke selv kan se endnu.

Så vi gør det, der giver mening:
⚠️Vi advarer.
⚠️Vi forklarer.
⚠️Vi peger ting ud.
⚠️Vi bliver mere kontrollerende.

Men ofte sker der det modsatte af det, vi ønsker.

De forsvarer vennen.
De lukker ned.
De fortæller mindre.
Og pludselig står vi længere væk fra dem, end vi gjorde før.

Ikke fordi vi er dårlige forældre.

Men fordi teenagere ofte har brug for at opdage noget selv, før de kan tage det ind fra os.

Derfor er målet ikke kun at få dem væk fra de forkerte mennesker.

Målet er at bevare en relation, hvor de tør tænke højt sammen med os.

Hvor du:
Guider uden at overtage.
Spørger uden at presse.
Bliver tæt nok på til, at de stadig kan række ud.

Gem den her til næste gang, din mavefornemmelse larmer, og du ikke helt ved, hvad du skal sige.

P.S. Hvis relationen er direkte skadelig eller farlig, så er det en anden situation. Så skal du selvfølgelig beskytte dit barn og få hjælp. Det her opslag handler om, at vores teenagere skal lære at mærke, hvilke relationer der føles trygge, hvilke der respekterer deres personlige grænser — og hvilke der overskrider dem.