24/05/2026
Den nat drømte jeg om min mormor.👵
Og nej, pointen er ikke, at jeg nu skal overbevise nogen om, at hun skubbede mig.
Pointen er heller ikke, at jeg har en færdig forklaring på, hvad der skete.
Pointen er, at jeg i mange år tvivlede på min egen oplevelse.
Jeg tænkte:
“Var det virkelig sådan, det skete?”
“Fandt jeg bare på det bagefter?”
“Kan jeg overhovedet sige det højt uden at lyde helt væk?”
Men jo længere tid der er gået, jo mere har jeg fået respekt for det, jeg faktisk mærkede.
Ikke som en stor spirituel sandhed.
Bare som min sandhed.
Min oplevelse.
Mit øjeblik.
Og jeg tror, mange kvinder kender det.
Ikke nødvendigvis med et stykke drivtømmer fra 5. sal.
Men følelsen af at stå med noget, du mærker tydeligt i kroppen — og alligevel begynde at tvivle på, om du
Og langsomt begynder du at forhandle med din egen virkelighed.
📝Har du nogensinde stået med en sandhed, du ikke vidste, om du kunne sige højt?
Som kvinde og mor har jeg brugt mange år på at tvivle på mit eget ‘billede af verden’.
Men jo ældre jeg bliver, har jeg lært at lytte til følelsen, stemmen, oplevelsen…
Til den del af kroppen og sindet, der ved noget, før hovedet kan forklare det. - jeg lytter til min krops reaktioner.
Jeg ved ikke præcis, hvordan vi lærer det videre til næste generation.
Men jeg tror, det starter med, at vi selv holder op med at ignorere det, vi mærker
📝 Hvad gør du, når du står med en sandhed og tvivler på om du tør sige den højt⤵️
