27/07/2020
"Uskolen" er et jysk adjektiv der indikerer - ikke at man er dum - men at man har banet sin egen vej og lært de ting man kan på sin egen måde. Og selvom vi tilsammen har slidt os igennem hundreder af år på diverse undervisningsinstitutioner, beskriver det på mange måder også hvordan vi altid har gjort tingene i Det Poetiske Bureau, siden vi startede med at uddele selvtrykte tidsskrifter og kaffe med snaps i på Dronning Louises Bro for snart en hel digtergeneration siden.
Derfor har vi døbt vores nye kursusakademi med fokus på litteratur, kunst, kultur, sprog og samfund - Uskolen. Her kan du ikke nødvendigvis lære at skrive - men du kan få den eksterne inspiration og de værktøjer du har brug for og du kan få ærlig kritik leveret på en anstændig måde. Du kan også følge kurser om litteraturhistorie, du kan lære sprog og du kan undersøge andre kunstformer som dukketeater, musik og billedkunst. Eller hvad med et kursus i forfatteryoga? Mulighederne er mangfoldige og vil blive slået op her på siden løbende.
Priserne er folkelige og stemningen er hjertelig. Medlemskab af Bureauets Bogklub er påkrævet for deltagelse i alle vores kurser.
Vel mødt i Uskolen.