04/07/2024
I en erkendelse af at der er for mange afbrud i hverdagen, er jeg søgt ned på dette vidunderlige sted på Møn i huset Villagress, opkaldt efter forfatteren Elsa Gress, som ejede dette hus. For den beskedne sum af 3200,- har jeg hele dette hus fyldt med masser af sjæl og bøger i en hel uge.
Jeg sidder og skriver på min bog om sammenspilsdidaktik, og jeg kender ikke mange andre processer, der byder på så mange op- og nedture. Fra det ene øjeblik fuldstændig at miste troen på, man kan klare det, at nogen gider læse det og få gavn af det, og at man har taget munden for fuld til det næste øjeblik at være helt ovenpå og klappe sig selv på skulderen. Efter de første dage at være nede er jeg nu ovenpå og kan se, at der er noget brugbart, der begynder at tage form.
Jeg er blevet taget godt i mod af ejeren Pia, som har mange interessante og sjove historier at fortælle. Vi sad på terrassen til kl. halv to om natten og nød et glas gin og tonic eller to.
Bøgerne på bordet (se foto) er fra nogle af dem, der har været hernede og arbejde.