22/04/2021
Når livet føles svært.
Ja, jeg har også svære dage eller øjeblikke, hvor min frygt tager over og bekymringerne flyder i mig.
Når min rationelle tankegang bliver afløst af frygt for fremtiden. Kan jeg nu finde ud af det, gør jeg det rigtige? Ting jeg ikke kan overskue, gennemskue eller ved hvordan jeg skal håndtere.
Jeg er lidt af en perfektionist. Det har sine fordele, at gå op i at gøre noget ordentligt og overveje muligheder. Men det kan også være dræbende for kreativitet og for at få noget gjort. Ideen om at det skal være rigtigt første gang. Bekymringerne omkring valgmuligheder - hvilken er den rigtige, den bedste?
Det kan gøre at jeg fryser, ikke får handlet på en lyst. Hvor er det træls, når jeg kvæler min egen kreativitet, slår de spændende tanker ihjel. Kan se jeg foretrækker den kendte vej, det der virker - illusionen om det der virker, fordi det tidligere har gjort.
Frygt for at fejle, være forkert, anderledes. Hvordan jeg krummer sammen i ubevægelighed i illusionen om, at der ikke er nogle rigtige muligheder, når der i virkeligheden er et hav af muligheder, der kun mangler at blive undersøgt.
Jeg har også opdaget, at jeg har svært ved at bede om hjælp. Det kommer nok både af at være opvokset som storebror, hvor det betød ansvar på niveau med mine forældre for mine to søskende - jeg var hjælperen. Kombineret med min perfektionisme, hvis jeg spørger om hjælp. Gør de det nu ordentligt? Kan de finde ud af det? Ved de hvad de laver?
Jeg vil helst en verden, der bare er let, gennemskuelig, forudsigelig - lige til. Og når jeg så tænker over det, bliver jeg også klar over, at gu vil jeg ej. Hvor lyder det kedeligt, hvor er det levende i det? Livet er lige så uforudsigeligt som børn.
Det er i det ukendte og uvante, at livet føles levende. Men også her, hvor frygten i min lille skræmte huleboer taler til mig og jeg fristes til at lytte og stoppe mine drømme.
Det er ikke farligt at fejle af og til, indrømme mine fejl, sige undskyld, se at det ikke behøver at være rigtigt første gang. Sanse hvordan kreativiteten spirer i mig, når der ikke er noget krav til hvad det skal føre til og hvordan jeg kommer derhen.
Der er faktisk mennesker, der er meget bedre til nogle ting end jeg. Fordi de har mere viden, har prøvet det før og gør et godt stykke arbejde.
Der er så mange skønne mennesker, der ønsker at hjælpe. Det er bare mig der er for skør, pæn eller stolt til at spørge om hjælp.
Det er dejligt at kunne gruble over mine egne tanker. Se det hele lidt fra oven. Få øje på, at nu er huleboeren i mig igen hoppet ud af tangenten:
Frygt for døden - er der mad i morgen? Pas på de farlige dyr udenfor! Det går nok galt, hvis du ikke tænker dig om!
Det lette er aldrig svært. Så hvad er det i mig, der gør det svært? Hvordan kan jeg bevæge mig lettere i det svære? Måske ved at få øje på hvordan jeg tænker og agerer, min baggrund, opvækst, mønstre - og bruge den viden til at handle anderledes. Det kræver øvelse i nye måder at handle på. Slippe mine overbevisninger, vise tillid, spørge om hjælp - og sanse hvad der sker, når jeg gør noget andet.
Når jeg giver slip, sanser jeg ofte en lethed i mig. En bevægelse fra frygt til rationel tankegang. Det går jo i virkeligheden næsten altid godt - og når jeg selvfølgelig fejler af og til, så lærer jeg jo af det.
Hvad er det der er så slemt i at fejle som voksen? Børn gør det hele tiden, det er sådan de lærer. Måske det sårbare ego, der gerne vil være "rigtig", en "nogen", illusionen om kontrol...? Tja, der er nok noget interessant lige dér.
