Til Barnets Bedste

Til Barnets Bedste Hvornår holdt vi op med at se barnet - og begyndte at forsvare systemet? Forud bestil bog 📚 ➡️ https://www.forfatterskabet.dk/mens-vi-venter/

27/08/2026

VEJEN HJEM ….når systemet ikke længere viser vejen

Som de fleste ved, har jeg udgivet en bog om systemsvigt.

Jeg skrev ikke Mens vi venter for at blive kendt forfatter. Og jeg skrev den bestemt heller ikke, fordi den skulle indbringe kassen.

Jeg skrev den, fordi noget skal dokumenteres.

https://www.forfatterskabet.dk/mens-vi-venter/

Virkeligheden for de børn, forældre og fagpersoner, der hver eneste dag befinder sig midt i et system, som skulle hjælpe men som alt for ofte ender med at gøre vejen endnu sværere.

Jeg skrev den for at bryde tavsheden. For at være talerør for nogle af de familier, der kæmper så længe, at de aldrig når frem til målstregen.

Bogen er en politisk debatbog, men den er også personlig og faglig. Den handler om mistrivsel, relationer, rettigheder og om de narrativer, vi mennesker bærer med os. Narrativer, der formes i mødet med andre, men som i sidste ende tilhører det enkelte menneske.

Og den handler ikke kun om alt det, der er galt.

Den insisterer også på løsninger.

For det er ikke nok at dokumentere systemsvigt, hvis vi ikke samtidig tør spørge:

Hvordan finder vi vejen hjem igen?

Det spørgsmål bliver omdrejningspunktet for mit nye foredrag, VEJEN HJEM, som jeg lancerer til efteråret.

Her tager jeg blandt andet udgangspunkt i min egen historie og fortæller om, hvordan jeg selv fandt min vej hjem.

Men Vejen hjem handler ikke kun om mig.

Det handler om børn og familier i mistrivsel. Om fagpersoner, der hver dag står med mennesker, hvor standardløsninger ikke rækker. Om relationer, mentalisering, regulering, narrativer og om at forstå mennesket bag den adfærd, vi ser.

For fakta er, at vejen hjem i dag er blevet svær at genkende for alt for mange.

Derfor skal foredraget heller ikke bare efterlade mennesker med ord og gode intentioner.

Jeg vil bruge min faglige og personlige viden til at give konkrete redskaber, som både familier og fagpersoner kan tage med sig og omsætte direkte i den hverdag, hvor livet faktisk leves.

For måske begynder den vigtigste forandring netop der …

Ikke med endnu et system.

Men med mennesket. ❤️

26/08/2026

Det her bliver nogle af jer kvinder nødt til at høre - ikke alle, men nogle af jer.

Igen kan man læse flere artikler om familier, som kritiserer meget lange ventetider for at få deres barn, som har det svært, udredt.

I har min forståelse for en træls og svær situation. Det kan føles stærkt magtesløst, når ens barn har det svært - og hjælpen har lange udsigter.

MEN.. I bliver nødt til at gøre op med jer selv.

Vil i fortsætte med den forfejlede migration, og alle de udgifter og øgede ventetider det medfører, for ja.. det er der mange af de ressourcer, som I står og har brug for til jeres barn, de går hen.

Både penge - men ligeså vigtig menneskelige ressourcer.

I kan ganske enkelt ikke få begge dele.

Og jeg undrer mig over at I gang på gang sætter jeres egne børn bagerst og bliver ved med at stemme på partier som tillader og ønske at der kommer endnu flere hertil, som kommer til at tage ressourcerne.

Så næste gang du er træt af ikke at kunne få hjælp, så husk at du selv har magten til at kunne ændre det.

Men det kræver at du gør op med dig selv, hvad der er vigtigst.

Vi har brug for at I kvinder begynder at tage et større ansvar for vores samfund og lands fremtid.

24/08/2026

SÅ ER VI IGEN KLAR MED ENDNU EN LAPPELØSNING

Rigsrevisionen kritiserer alvorlige svigt på børneområdet. Svaret er nu et lovforslag, der skal gøre det muligt at tvinge kommuner med svigt til at afgive børnesager til andre kommuner.

Men stop lige op.

Hvis en kommune ikke er i stand til at løfte sit myndighedsansvar på børneområdet, er løsningen så virkelig at sende børnene og deres sager videre til en anden kommune?

Skal kommunerne nu til at byde ind på hinandens børnesager?

Hvem skal have dem? Kommunen med den laveste omgørelsesprocent? Kommunen med flest socialrådgivere? Kommunen med bedst økonomi? Og hvad sker der, når også den kommune bliver presset?

Og så kommer økonomien.

Følger pengene barnet?

For gør de det, risikerer vi at skabe endnu en kommunal studehandel, hvor børn med komplekse støttebehov ikke alene bliver mennesker med behov for hjælp, men også sager med en økonomisk værdi eller økonomisk risiko.

Og følger pengene ikke barnet, hvem skal så betale regningen?

Uanset modellen står vi tilbage med det samme grundproblem …Vi forsøger endnu en gang at reparere en konstruktion, der ikke fungerer, ved at flytte ansvaret rundt mellem kommunerne.

Vi flytter rundt på opgaven, men vi ændrer ikke den konstruktion, der igen og igen producerer fejlene.

Det er endnu en lappeløsning på et område, hvor der efterhånden er flere lapper end oprindeligt stof.

Problemet er ikke kun, hvilken kommune der behandler sagen. Problemet er, at barnets retssikkerhed og adgang til den nødvendige hjælp afhænger af kommunal økonomi, lokale prioriteringer, kapacitet og skiftende faglig praksis.

Og hvad med kontinuiteten?

Børn og familier har allerede oplevet skiftende rådgivere, nye vurderinger og lange sagsforløb. Nu risikerer vi at tilføje endnu et led …en ny kommune, en ny forvaltning og nye mennesker, der skal sætte sig ind i barnets liv.

Hvis staten vurderer, at nogle kommuner ikke længere kan betros ansvaret for udsatte børn, bør det føre til en langt mere grundlæggende diskussion …

Er tiden kommet til at erkende, at det specialiserede børne og handicapområde ikke længere skal være afhængigt af 98 forskellige kommuners økonomi, kapacitet og faglige forudsætninger?

Børn skal ikke handles mellem kommunale budgetter.

Vi har ikke brug for endnu en administrativ redningskrans. Vi har brug for et reelt systemskifte, hvor hjælpen organiseres efter barnets behov, og retssikkerheden ikke afhænger af hvilken kommune der vil overtage sagen.

For barnet er ikke en kommunal sag, der kan flyttes rundt på et Danmarkskort.

Barnet er et menneske.

22/08/2026

ERSTATTER VI FAGLIG HJÆLP MED PILLER TIL BØRN?

Når antallet af børn og unge, der får antidepressiv medicin, næsten er fordoblet på fem år, bør alarmklokkerne ringe.

Ikke fordi medicin aldrig kan være nødvendig. Det kan den. For nogle børn kan medicinsk behandling være afgørende.

Men det alvorlige spørgsmål er, hvad medicinen kommer til at stå i stedet for.

Sjællandske Nyheder beskriver, hvordan børn med angst, OCD og depression ikke altid får den terapi og ikke medicinske behandling, som retningslinjerne lægger op til. Samtidig vokser brugen af antidepressiv medicin markant. De yngste børn er helt ned til fem år.

Det bør få os til at spørge ..

Er vi ved at medicinere konsekvenserne af et system, der ikke formår at levere hjælpen i tide?

Et barn kan ikke vente flere år på udredning og behandling. Mistrivsel står ikke stille i en kommunal eller regional kø. Symptomer kan vokse, funktionsniveauet kan falde, skolelivet kan bryde sammen, og hele familien kan blive belastet.

Når barnet endelig får hjælp, kan situationen være blevet så alvorlig, at medicin er nødvendig.

Så har vi skabt et paradoks ..
Vi sparer eller mangler kapacitet på den tidlige, faglige indsats og behandler senere en langt mere alvorlig tilstand.

Sundhedsminister Ida Auken kalder selv udviklingen voldsom og peger på lange ventetider og mangel på psykiatere. Det er vigtigt. Men løsningen kan ikke alene være flere penge til det samme system.

Vi er nødt til at undersøge hele vejen frem mod recepten.

Hvor længe ventede barnet?
Hvilken hjælp blev forsøgt først?
Var der adgang til kvalificeret terapi?
Blev familien støttet?
Og hvor mange børn blev dårligere, mens de ventede?

Medicin kan være behandling. Men medicin må aldrig blive systemets erstatning for behandling.

Et barn med alvorlig psykisk mistrivsel har krav på mere end symptomdæmpning. Det har krav på, at vi forsøger at forstå og behandle det, der ligger bag.

Når næsten dobbelt så mange børn får antidepressiv medicin på bare fem år, er det derfor ikke kun et spørgsmål om recepter.

Det er et spørgsmål om, hvilket hjælpesystem vi har bygget omkring vores børn og hvorfor hjælpen så ofte først kommer, når barnet er blevet markant dårligere.

20/08/2026

SOCIAL KONTROL SKYLDES ÅBENBART DUNJAKKER

Tillykke til Danmarksdemokraterne.
De har fundet løsningen på negativ social kontrol blandt unge:
Mere social kontrol.

Nu skal staten åbenbart kontrollere unges mad, tøj, sprog og håndtryk, og ovenikøbet lære dem at holde øje med hinanden.
Det bliver sikkert fantastisk for tilliden og fællesskabet.

Jeg er fra Vestegnen, og jeg behøver ikke et sommergruppemøde i Nyborg for at vide, at negativ social kontrol findes, ej heller hvor svær den er at bekæmpe.
Der er unge, som bliver overvåget, presset og begrænset – unge, der ikke frit kan vælge deres venner, kærester, påklædning, tro eller liv.

Det skal vi tage alvorligt, og netop derfor fortjener problemet også seriøse løsninger.
Men det her udspil er bare ikke et løsningsforslag, det er et forsøg på at provokere, få overskrifter og få unge til at kigge mistroisk på hinanden for retorikken betyder alt når mistro kaldes ansvar, og kontrol kaldes frihed, så flytter vi langsomt grænsen for, hvad vi synes er normalt.

Forbud mod at faste, men hvordan skal det egentlig håndhæves? Skal lærerne føre frokostprotokol, og skal man kunne bortvises, fordi man ikke har spist morgenmad, eller faster med sin sundhedsguru? Og hvad gør man med en ung med en spiseforstyrrelse?

Forbud mod dunjakker, kasketter og tørklæder.
Tørklæder kan vi godt tage en seriøs snak om. Men kasketter og dunjakker? Altså – er det afhængigt af hår- og øjenfarve?
Bortvisning, hvis man taler andet end dansk – også i pausen.
Gælder det også en international studerende fra Frankrig? Eller en elev, der siger noget på grønlandsk, polsk eller engelsk til en ven i frikvarteret?

Og så er der eleverne, der skal holde øje med hinanden og angive hinanden, hvilket ærligt talt minder mere om nogle meget mørke tendenser fra 40’erne end om frihed og fællesskab.

Man kan næsten se det nye gymnasium for sig:
Madpakkekontrol i kantinen, sprogpoliti i frikvarteret og en dunjakkeinspektør ved hovedindgangen.
Alt sammen i frihedens navn, naturligvis.

Lad mig slå én ting fast:
Islamistiske kræfter som Hizb ut-Tahrir skal bekæmpes, unge udsat for social kontrol skal beskyttes, og de mennesker, der presser, truer eller overvåger andre, skal mødes med tydelige konsekvenser, og vil man ikke Danmark, ja så skal man hjælpes ud af den kattepine og videre.
Men det her er ikke konsekvens.
Det er snarere en politisk opskrift på mistro mellem unge mennesker.
For dunjakker udøver ikke social kontrol.
Det gør mennesker, og unge mennesker har ikke opfundet det selv. De har lært det af nogen.

Og undskyld, hvis det forstyrrer fortællingen, men det er altså ikke kun unge med mørkt hår og brune øjne, der kan opføre sig grænseoverskridende og dominerende.
Unge med lyst hår og blå øjne kan faktisk også være komplet uopdragne.
Nogle af dem kan endda gøre det helt uden dunjakke.
Det her er ikke et forsvar for danske værdier.
Det er påklædningskontrol, madkontrol, sprogkontrol, sindelagskontrol og angiveri – pakket ind i Dannebrog og solgt som frihed.
Vi skal bekæmpe negativ social kontrol, med alle kræfter og al magt.
Men løsningen er ikke at gøre staten til den største sociale kontrollant i skolegården.
Mine danske værdier er frihed, lighed, frisind og tillid.
Det her udspil er det stik modsatte.

Men fortæl mig:
Bekæmper vi social kontrol ved at udvide friheden – eller ved at gøre staten til kontrollant i skolegården?
Mener vi, at frihed, retssikkerhed og tillid kan forsvares med madpakkekontrol, sprogpoliti og angiveri, og en retorik der mest af alt minder om en konkurrence om hvem der kan være mest absurd på andre menneskers bekostning.

Ekstra Bladet

18/08/2026

Bruger vi eget værelse som behandlingstilbud til de unge, systemet har opgivet?

Det er et ubehageligt spørgsmål. Men vi er nødt til at stille det.

Er anbringelse på eget værelse blevet en løsning for nogle af de unge, som er for komplekse, for behandlingskrævende eller ganske enkelt for dyre at finde det rette tilbud til?

Eget værelse kan være en god indsats til den rette målgruppe … unge med lettere støttebehov, som langt hen ad vejen kan klare sig selv.

Men det er ikke et professionelt behandlingstilbud.

Det er ikke døgnstøtte.

Og det bliver det heller ikke, fordi man kobler nogle timers voksenkontakt på.

Alligevel ser vi en alvorlig problematik, når unge med handicap, psykiske vanskeligheder, udviklingsforstyrrelser eller massive sociale og pædagogiske behov placeres alene i en lejlighed.

Unge, som netop har brug for faglighed, kontinuitet, relationer og voksne tæt på.

Hvad kalder vi det, når den unge ikke passer ind i den indsats, vi tilbyder .. men vi placerer den unge der alligevel?

Selvstændiggørelse?

Eller har vi i virkeligheden givet op?

For man behandler ikke et menneske ved at give det en hoveddørsnøgle.

Og man gør ikke et menneske selvstændigt ved at fjerne den støtte, som mennesket har brug for.

Det bekymrer mig særligt, når det gælder unge med handicap og komplekse behov. De kan have svært ved selv at råbe op, når noget går galt. Nogle kan ikke gennemskue deres egen situation eller formulere, at de har brug for mere hjælp.

Så hvem opdager, at den unge langsomt mister fodfæstet?

Alt for ofte bliver det familien.

Vi skal turde tale om økonomien. Specialiserede tilbud koster. Men kommunale budgetter må aldrig blive styrende for, hvilket støttebehov vi beslutter, at et menneske har.

Behovet skal definere tilbuddet. Tilbuddet må aldrig definere behovet.

Eget værelse er ikke problemet.

Problemet opstår, når vi bruger eget værelse til unge, som har behov for noget langt mere omfattende og bagefter kalder det selvstændiggørelse.

For hvis vi placerer en behandlingskrævende ung alene, fordi vi ikke kan eller vil finde den rette hjælp, så har vi ikke løst problemet.

Vi har bare flyttet problemet ind bag en hoveddør og lukket den.
Læs Jonas historie i bogen ..Mens vi venter - når systemet svigter og vi må skabe løsningerne selv

https://www.forfatterskabet.dk/mens-vi-venter/

17/08/2026

SYSTEMSVIGT KOSTEDE ANNA LIVET

Sagen om drabet på 13-årige Anna Sveistrup er ubærligt tragisk. Nu skal en ekstern undersøgelse afdække Aalborg Kommunes håndtering af den unge mand, der senere blev dømt for drabet.

Og der er spørgsmål, vi ikke må være bange for at stille.

En dreng bliver anbragt som syvårig og tilbringer stort set hele sin barndom i systemets varetægt. Som 17-årig kan plejefamilien ikke længere rumme ham. Et opholdssted bliver heller ikke en holdbar løsning.

Derefter ender han i egen lejlighed.

Hvordan kan nogen tro, at en 17-årig pludselig kan bære ansvaret alene, når de professionelle voksne omkring ham ikke længere kan løfte opgaven?

Når plejefamilien ikke kan mere, opholdsstedet ikke kan rumme den unge, og støttebehovet fortsat er massivt, så skal systemet ikke trække sig.

Så skal systemet træde tættere på.

En lejlighed er ikke behandling.
En nøgle er ikke omsorg.
Og nogle støttetimer gør ikke et udsat barn selvstændigt.

Man kan ikke administrere sig ud af et barns behov.

Det er netop her, systemsvigtet opstår: Når systemet ikke længere kan finde en tilstrækkelig løsning, og ansvaret i stedet skubbes over på den unge.

Anbragte børn er vores fælles ansvar. Også når de bliver 17. Også når de er svære at rumme. Også når hjælpen er dyr og krævende.

Det er netop der, vores ansvar er størst.

Den eksterne undersøgelse skal nu afdække præcis, hvad der skete, og hvilket ansvar der kan placeres. Hvis den dokumenterer alvorlige svigt, er endnu en beklagelse og endnu en sætning om “læring” ikke godt nok.

Der skal være konsekvenser. Der skal placeres ansvar. Og der skal handles.

Et system må aldrig få lov til at give op på et barn og bagefter kalde det selvstændiggørelse.

Vi skylder Anna, hendes familie og alle de børn, der er afhængige af, at de voksne tager ansvar, at få alle svar frem og sikre, at alvorlige fejl ikke gentager sig.

Ære være Annas minde. ❤️

14/08/2026

HANDICAPOMRÅDET I KRISE … NU ER DET MINISTERENS ANSVAR

Alle advarselslamper lyser. Vi er for længst kørt over for rødt. Nu er tiden til forklaringer forbi.

Karina Adsbøl kalder det en retssikkerhedskrise. Thorkild Olesen formand for Danske Handicaporganisationer, advarer om de mange forkerte afgørelser. Professor Frederik Waage peger på alvorlige problemer med borgernes retssikkerhed.

Hvor mange advarsler skal der til, før ministeren griber ind?

Regeringens svar er blandt andet flere penge til Ankestyrelsen. Men flere penge til at behandle fejlene efter de er begået, løser ikke problemet.

Det risikerer blot at finansiere en endeløs rundtur… kommune – Ankestyrelsen – kommune.

Imens betaler børn med handicap og deres familier prisen.

Og hvad med dem, der aldrig klager? Dem, der er så nedslidte, at de ikke længere kan kæmpe? De findes ikke i omgørelsesprocenterne.

Derfor … Drop lappeløsningerne. Drop røgsløret. Gå derhen, hvor fejlene opstår i kommunerne.

Stil krav om lovlige og korrekte afgørelser første gang. Grib ind over for gentagne fejl. Og skab reelle konsekvenser, når retssikkerheden svigter.

For retssikkerhed er ikke at få medhold efter flere års kamp.

Retssikkerhed er at få den rigtige afgørelse første gang.

Minister, du er advaret. Problemet er dokumenteret. Konsekvenserne er kendte.

Nu ligger det politiske ansvar på dit bord.

Børn med handicap har ikke flere år at miste.

Grib ind ved roden eller forklar familierne, hvorfor de fortsat skal betale prisen.

12/08/2026

Når ekspertviden møder kommunens skøn

Vi bruger år på at uddanne specialister. Vi bruger VISO, psykologer, speciallæger, pædagoger og andre fagpersoner med specialiseret viden og mange års erfaring.

De udreder borgeren, beskriver funktionsniveau, kommunikation og støttebehov og kommer på den baggrund med faglige anbefalinger.

Men hvad er al den ekspertviden værd, hvis anbefalingerne bagefter ikke bliver fulgt med henvisning til “kommunens skøn”?

Ja, kommunen har myndighedsansvaret og træffer afgørelsen. Men et kommunalt skøn er ikke det samme som specialiseret faglig viden.

Kommunen kan vælge en anden løsning end den konkret anbefalede, men den valgte løsning skal stadig kunne imødekomme borgerens faktiske og dokumenterede behov.

De behov forsvinder ikke, fordi kommunen vælger et andet tilbud.

Og vi taler ikke om en teoretisk risiko for, at skønnet rammer forkert. Ankestyrelsens egne undersøgelser viser, at omgørelsesprocenten på handicapområdet er høj, og at der fortsat er alvorlige udfordringer med retssikkerheden.

Det bør få alarmklokkerne til at ringe.

For når specialister med mange års uddannelse, erfaring og specialviden har undersøgt et menneske og beskrevet behovene, må vi turde spørge:

Hvorfor bliver deres anbefalinger så ikke fulgt?

Et kommunalt skøn ændrer ikke borgerens handicap, funktionsniveau eller dokumenterede støttebehov. Og har Ankestyrelsen truffet en afgørelse i den konkrete sag, skal kommunen rette sig efter den.

For hvem bærer konsekvenserne, hvis skønnet viser sig at være forkert?

Det gør borgeren og familien.

Mistrivsel, utryghed, tab af færdigheder og relationer kan blive resultatet. Familien står tilbage med bekymringerne, møderne, dokumentationen og klagerne måske om præcis det, eksperterne allerede havde advaret om.

Og så er der økonomien.

Den løsning, der ser billigere ud på kommunens budget i dag, kan blive langt dyrere for samfundet i morgen, hvis mangelfuld støtte fører til større støttebehov, mere personale, nye udredninger og nye tilbud.

Så hvor er besparelsen?

Hvorfor bruger samfundet så mange ressourcer på VISO, specialister, uddannelse og årtiers faglig erfaring, hvis anbefalingerne ikke får reel betydning, når beslutningerne træffes?

Kommunalt skøn er nødvendigt.

Men kommunalt skøn er ikke ekspertviden.

Når Ankestyrelsen samtidig dokumenterer en høj omgørelsesprocent på handicapområdet, bør vi have mindre blind tillid til ordene “kommunalt skøn” og langt større respekt for den specialiserede faglighed.

For når systemet tager fejl, har alle betalt prisen.

Borgeren har betalt med sin livskvalitet.

Familien har betalt med bekymringer, kræfter og år brugt på at kæmpe.

Eksperterne har brugt deres uddannelse, erfaring og faglighed på grundige udredninger og anbefalinger, som ikke blev fulgt.

Og samfundet risikerer bagefter at betale endnu en gang, når mistrivsel og tab af færdigheder kræver mere støtte og dyrere indsatser.

Så har ingen sparet noget.

Vi har bare gjort den menneskelige pris større, den faglige indsats meningsløs og regningen dyrere.

Det er ikke et vellykket kommunalt skøn. Det er et svigt, som alle ender med at betale for.
Sammen med Mette Friis

https://www.tv2nord.dk/frederikshavn/hjaelp-os-med-at-holde-vores-datter-i-live-579dc

Adresse

Assens
5620

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Til Barnets Bedste sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del

Type