01/09/2026
Mød vores pædagogiske teamleder Kenneth – eller Mester Kenneth, som han også bliver kaldt … når Mester er på ferie.
Kenneth er lige om lidt 51 år og har været hos Skovhjælperne i omkring 15 år – plus det løse, som han selv siger. Han bor i Galgebakken, tæt på Naturcenter Herstedhøje, sammen med sin kone og børn.
Som pædagogisk teamleder handler en stor del af Kenneths arbejde om at finde ud af, hvor den enkelte skovhjælper er lige netop i dag, og skabe rammer, hvor man kan lykkes og opleve en meningsfuld hverdag.
“Hvis jeg skal føre nogen et sted hen, skal jeg først finde ud af, hvor de er.”
For Kenneth er noget af det særlige ved Skovhjælperne, at der er plads til forskellighed, og at alle kan være en del af arbejdsfællesskabet. Her løfter man i flok – og helst mens man har det sjovt.
Fra tømrer og kok til pædagog
Kenneth har prøvet lidt af hvert. Han har arbejdet på restauranter, i forskellige tømrervirksomheder og i en børnehave i Valby. Det var her, han fandt vejen til pædagogfaget – og ønsket om at arbejde med mennesker.
Han holder stadig meget af det praktiske arbejde, især når noget skal bygges fra bunden sammen med skovhjælperne.
“Det kan jeg blive helt høj af.”
Men også en skralderunde i skoven giver mening. At være ude, møde skovgæsterne og gøre naturen lidt bedre.
Snitning, drømme og en regnorm
I fritiden snitter Kenneth, læser om blandt andet nordisk mytologi og dyrker yoga. Og han har drømme nok til flere liv: Naturguide på Grønland, bo i bjergene i Spanien, backpacke i Indien med familien eller måske have sit eget sted i skoven med dyr og bed & breakfast.
Om fem år regner han med stadig at være hos Skovhjælperne – måske med lidt mere gråt hår. Måske som naturterapeut eller med endnu mere yoga i arbejdet.
Men vigtigst af alt drømmer Kenneth om at være glad og lykkelig og bruge både hænder og hoved til at skabe glæde og nærvær omkring sig.
Hvis Kenneth var et dyr, ville han først være en regnorm – fordi den ikke bekymrer sig om fortid og fremtid. Men efter lidt overvejelse bliver det en ravn. Klog, nysgerrig og god til at bruge sine omgivelser han ville nok følge efter skovhjælperne om morgenen – måske sættes sig på skulderen af Gert, når har går på arbejde, for at se det hele lidt fra oven eller sidde på Michaels cykelstyr og mærke suset i fjerne.
Og som bil?
En stor autocamper med masser af rum, plads til familien og en masse hemmelige rum med reb, klemmer, sav, mad – og måske en skjult pose chips.
Det er faktisk ikke en helt dårlig beskrivelse af Kenneth:
En stor autocamper med mange rum, skjulte overraskelser og masser af potentiale.
De hurtige:
Kaffe eller te? → Kaffe�Inde eller ude? → Ude�Pause eller arbejde? → Pause – arbejde – pause �Madpakke eller fællesmånedesmad? → Fællesmånedsmad�Skovhjælperne nybagte grovboller eller købt citronmåne? → Skovhjælpernes nybagte grovboller�Gøre toiletter rent eller lappe huller på skovstierne? → Lappe huller på skovstierne
Og til sidst et godt råd fra Kenneth til skovhjælperne – et råd, han selv har fået af sin far:
“Det der slider, er at tro, man ikke gider.”
Så Kenneths råd er egentlig enkelt: Kom og vær med. Tag chancer. Vær aktiv og deltagende. Vær ikke bange for at fejle.
For det skal nok blive sjovt.