18/05/2026
Skateboardet - en lille sød historie fra Peddersens hus.
Efter en formiddag fyldt med leg og små eventyr rundt i Peddersens have og hus, blev en af drengene hentet og skulle hjem på sit skateboard – selvfølgelig med hjelm på.
Jeg går mod lågen da jeg skal hente varer ind ….da løber drengens rigtig gode ven mod mig - han har noget vigtig på hjertet, som han bliver nød til at fortælle den sin gode ven. Med stor iver måtte han fortælle, at han faktisk også har et skateboard derhjemme.
Vi går sammen ud af lågen og finder hans gode ven, venens mor og søster på den anden side af lågen.
Så snart de ser hinanden, delte han stolt sit budskab om det, de havde til fælles. Drengen, der skulle hjem, spurgte straks sin ven, om han ville prøve skateboardet. Det ville han meget gerne – han ville nemlig vise, at han kunne stå ovenpå det.
Der stod de så. Nærværende, lyttende og omsorgsfulde, med al tid i verden.
“Hvis du skal prøve mit skateboard, skal du lige have hjelm på - du må gerne låne min”
Han tog den forsigtigt af og hjalp sin ven med at spænde den. Han stillede sig op på skateboardet og stod der i lidt tid - helt stille.Drengen med skateboardet beundrede og anerkendte. Flere små og fine ord fra drengene blev udvekslet over det de havde til fælles.
Et lille øjeblik fyldt med omsorg, fællesskab og glæde. Et af de øjeblikke, der minder os om, hvor smukt venskab kan se ud i børnehøjde.
Jeg nåede kort at møde blikket fra moren, som også hørte deres søde samtale. En lille stund, som varmede langt mere, end ord helt kan beskrive.